Fortsæt til indhold

Postyr omkring multihal i Mårslet

Gennem en lang periode har man samlet ind til Mårslet Multihal. Det fortsætter man med, uanset hvordan projektet ender

Samfund
Camilla Olesen

Hvis ikke gruppen bag Mårslet Multihal får overbevist Børn og Unge i Aarhus Kommune om, at Mårslet Skole skal være en del af den nye multihal, så ender det med, at projektet bliver noget mindre end først planlagt.
Ifølge formanden for styregruppen bag Mårslet Multihal, Kurt Kirkedal Laursen, handler det om, at de penge Mårslet Skole har fået af Aarhus Kommune ikke kommer til at gå til hallen alligevel.
Og det ærgrer ham:
“Det kommer til at betyde, at den del, hvor skolen skulle have været med, bliver pillet ud. Det kommer til at gå ud over det sociale miljø i byen, og det bliver dårligere, end vi havde håbet,” siger han.
Lokalavisen har henvendt sig til rådmand for Børn og Unge Bünyamin Simsek (V), der nu opfordrer styregruppen bag Mårslet Multihal om at kontakte ham.
“På baggrund af Lokalavisens henvendelse vil jeg meget gerne se projektet. Jeg har fulgt med i det i medierne og på Facebook, og jeg synes, det er et spændende projekt,” siger han og fortsætter:
“Derudover vil jeg lytte meget til skolebestyrelsen i den her sag for at høre, hvad den tænker i forhold til multihallen.”

Tilfreds formand

Den udmelding glæder Kurt Kirkedal Laursen: “Det lyder rigtig lækkert. Vi vil helt klart tage fat i ham hurtigst muligt,” siger han.
Hele postyret omkring pengene til hallen bunder i de midler skolen har fået tildelt af kommunen, forklarer Simsek.
Mårslet Skole har fået penge til et fællesrum med ventilation og til at udvide skolen med håndværk og design, og den projektgruppe, der er i kommunen, og som består af embedsfolk, har tilsyneladende vurderet, at man ikke kan se, hvordan pengene skal tænkes ind i multihallen.
“Hvis skolebestyrelsen kan se sig selv i projektet, så vil jeg lytte rigtig meget til det. Hvis der er uenighed mellem projektgruppen i kommunen og skolebestyrelsen, så kan jeg blande mig,” siger Simsek.
Uanset hvordan projektet ender, og om det bliver med eller uden Mårslet Skole, så er planen ifølge Kurt Kirkedal Laursen, at man går i gang med at bygge hallen i efteråret i år, og at den står klar i efteråret 2016.
“Jeg kan ikke konkludere noget endnu. Jeg skal blive klogere på det, og lytte til skolebestyrelsen,” siger rådmanden.