Fra Hyrdedreng til Digterkonge - historien om Jeppe Aakjær
Hør lærer John S. Madsen fortælle om kendte og ukendte sider af Jeppe Aakjær i ord og toner ved i Egegaard Rønde
Der står Jeppe Aakjær på folkekære evergreens som 'Der dukker af disen', 'Jeg bærer med smil min byrde' og 'Jens Vejmand'.
Det var også Aakjær, der digtede om en ung fårhyrdes frihedstrang og udlængsel i sommeren 1899, 'Ole sad på en knold og sang'. Et kriseår for Jeppe Aakjær på det personlige plan, fordi han skrev digtet, da han ønskede at komme ud af ægteskabet med Marie Bregendahl.
Det vil lærer John S. Madsen fortælle meget om, når han fredag formiddag gæster Egegaard i Rønde med et causeri om Jeppe Aakjær.
Fra Jensen til Aakjær
John S. Madsen interesse for Jeppe Aakjær stammer tilbage fra barndommen, idet både Aakjær og han er født i Fjends Herred. John S. Madsens bedsteforældre og familien Aakjær mødtes således tit og diskuterede, og der igennem har John S. Madsen fået interessen for Aakjærs forfatterskab.
Jeppe Jensen, som han oprindelig hed, var født i 1866 af fattige gårdmandsfolk. Stedet hed Aakjær, og det navn tog han i slutningen af 1880`erne. Han læste to år i København og fik en præliminæreksamen i1886. Efter eksamen rejste han rundt i Jylland og holdt foredrag, og senere underviste han på Askov Højskole. I 1893 blev han gift med datteren fra ”den store gård på bakken” Marie Bregendahl. Ægteskabet varede altså kun til 1900, hvor de blev skilt.
Marie Bregendahl blev boende i København resten af sit liv og blev en meget læst forfatter.
Mestrer dialekten
Præsentationen af Aakjær berører naturligvis også den jyske dialekt, som han mestrede på fornem vis. Klassikeren inden for dialektfortælling ”Af Gl. Jehannes hans Biwelskhistaarri”, er derfor med på programmet i John S. Madsens fortolkning.
Causeriet krydres desuden med små anekdoter og en række af Jeppe Aakjærs elskede sange, som John S. Madsens medbragte pianist Henning Krog spiller til.