Advarsel om voldsomme vindstød og forhøjet vandstand
I aften passerer stormen Gorm den nordlige del af landet, og DMI advarer nu om storm med vindstød af orkanstyrke og forhøjet vandstand. Det er syd for lavtrykket, at vindstyrkerne når op på stormstyrke og vindstødene når orkanstyrke med over 32 meter i sekundet. Allerede tidligt søndag aften har den kraftige vind ramt den vestlige og sydlige del af Jylland. Ved 20-21-tiden rammes Fyn og ØstJylland. Herefter er det Sjælland og Øerne der står for tur, og her er det især den nordlige del af Sjælland, der mellem kl. 21 og 23 kan forvente storm med orkanstød. På Bornholm ventes de kraftigste vinde at indfinde sig mellem kl. 23 og 24.
Blæsevejret fortsætter natten igennem, og vil også forårsage forhøjet vandstand langs den jyske vestkyst, samt i den vestlige del af Limfjorden, oplyser vagtchef hos DMI, Mogens Rønnebek.
Den højeste vandstand ventes omkring klokken 05 mandag morgen i Vadehavet, hvor vandet vil stå mellem 3,2 og 3,6 meter over
daglig vandstand.