Dåhjortene brøler igen i Dyrehaven
Naturstyrelsen Sønderjylland afholder dåvildt-brunsttur søndag den 1. november
Brunsttiden (parringstiden, red.) hos dåvildet er i gang. For at sikre næste års kalvesætning, kommer dåerne (hunnerne, red.) i brunst, hvilket er et signal til hjortene (hannerne, red.) om at, nu starter parringslegen. Det foregår på den måde, at de stærkeste hjorte stiller sig ud på hver sin brunstplads, og forsøger ved hjælp af brøl og kropslig udstråling, at tiltrække dåerne. Går man en tur i Haderslev Dyrehave lige netop nu, vil man med sikkerhed kunne høre dåhjortenes karakteristiske brøl. Det lyder nærmest som en dyb snorken eller grynten.
Naturstyrelsen Sønderjylland afholder dåvildt-brunsttur søndag den 1. november klokken 15.30, hvor der er mulighed for at komme med Naturvejleder Jens-Jakob Fristed Sørensen og Skovfoged Hans-Jørgen Ellemand en tur i Dyrehaven. Her fortælles om Haderslev Dyrehave netop nu, og i særdeleshed om dåvildtets brunst.
Sted: Haderslev Dyrehave, Nørskovgårdvej 24, Haderslev. Turen er gratis, og du må gerne medbringe kikkert og evt. kaffe/the til at nyde i regnlæ`s rummet efter turen. Yderligere oplysninger om arrangementet kan indhentes hos naturvejleder Jens-Jakob Fristed Sørensen mobil: 2098 3584.