Fortsæt til indhold

Jeg vil gerne træne Liverpool

Ni skarpe spørgsmål til Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti

Samfund
Steen Trolle

Hvad stemte du første gang?
"Jeg har i mit liv stemt på to partier: Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti.”
Hvad fik dig til at stemme på de to partier?

"Jeg var til et møde på Nørre Snede Kro med Mogens Glistrup, hvor jeg følte, at jeg blev taget alvorligt, og så var der nogle lokale folk fra Fremskridtspartiet, der var dygtige til at spørge om, jeg ville deltage i deres møder. Det foregik så ganske vist ved, at når de holdt bestyrelsesmøde på kroen, så sad jeg ved nabobordet og lavede lektier."
Hvis du ikke var i politik, hvad ville du så lave?

"Så ville jeg rigtig gerne være assistenttræner i Liverpool FC….”
Dit mest lykkelige øjeblik i politik?

"Det var årene 2000-2001, hvor vi først fik et nej til den fælles valuta ved en folkeafstemning og i 2001, efter regeringsskiftet, hvor jeg blev inviteret ind i Finansministeriet til en drøftelse af 'hvordan gør vi det her'.”
Det ved folk helt sikkert ikke om dig?

"At når jeg laver aftensmad til familien, så bliver det alt for tit medisterpølse.”
Dit politiske forbillede?

"Det er nok lidt fortærsket at nævne, men Nelson Mandela er et forbillede. At man kan sidde 28 år i fængsel og så komme ud og forsone sig med sine fjender, det er imponerende."
Din yndlings-tv-serie?

“'Matador' – og lige for tiden 'Barnaby'. Jeg kan godt lide underfundige, engelske krimier."

Vil gerne til Sverige

Dit favorit-rejsemål?
"I en del år kom vi meget i Sverige, som vi er rigtig glade for. Vi har også været i Norge og stå på ski nogle gange. Det er et fantastisk land og fantastiske mennesker."
Når du virkelig skal slappe af, hvad gør du så helst?

"Jeg slapper virkelig af, når jeg slår græs derhjemme, når jeg løber en tur eller når jeg spiller fodbold med oldboysholdet i Givskud."