Fortsæt til indhold

En fed måde at tømme køleskabet på

Alt frugt og grønt kan blive til de skønneste juicer. Kokken Louisa Lorang viser vejen med bogen 'Juice for begyndere'

Samfund
Michael Harsvik

Hvad skal man bruge halvrynkede æbler, godt modne bananer eller bladselleri til?
De skal juices, selvfølgelig, mener kokken og forfatteren Louisa Lorang.
Og for os, der ikke lige er kommet i gang med den ædle kunst at hakke, flå, mose, rive og centrifugere, så er bogen 'Juice for begyndere' en god start.
Hvad skal man så bruge for at blive mester i juice?
Jo, enten en slowjuicer eller en saftcentrifuge.
"Saftcentrifugen slynger saft og grønt med en fart, så saften strømmer ud. Den er hurtig og er ofte lavet, så hele frugter og grøntsager kan komme igennem. En slowjucier kværner frugt og grønt, så saften strømmer ud. Den er lidt langsommere end en centrifuge, men er helt uundværlig, hvis du er vild med at juice mange krydderurter," fortæller Louisa Lorang.
Det er umiddelbart ikke dyrt at komme i gang med at juice. En saftcentrifuge fås til omkring 800 kroner, mens man skal op i cirka det dobbelte for at få en slowjuicer af rimelig kvalitet. Det bedste er også at købe en slowjuicer, hvor man kan komme hele frugter og grøntsager ned i, så sparer man tid ved skærebrættet.
Og når man først har udstyret, er det bare med at komme i gang.
"Det er let at juice, og man får gode resultater med det samme," fortæller Louisa Lorang.

Erstat sodavand

Hvad bruger du selv juice til:
"Jeg bruger juice til at erstatte sodavand og søde sager. I bogen er der en række opskrifter på frugtjuicer, der både er søde og lækre. Juice af appelsin kender vi alle sammen, men man kan også lave de skønneste, søde juicer af ananas, blåbær eller passionsfrugt. Her kan man også liste lidt bladselleri ned i, uden at det går ud over det søde. Faktisk kan en god, sød juice godt erstatte chokolade og andet slik," mener Louisa Lorang.
I den anden ende af juice-skalaen finder vi de meget grønne juicer, som er fulde af vitaminer og mineraler. Her er der ingredienser som kål, selleri og krydderurter, der er i højsædet.
"De smager langt bedre, end man måske skulle tro, og de er mega sunde. Jeg har for eksempel én dag om ugen, hvor jeg udelukkende drikker juice i den kategori. Det fungerer fint for mig. Jeg kan mærke, at min krop nulstiller, og at den har godt af det. Tit drikker jeg også juice om morgenen. Jeg har for travlt til at stå og lave salat, og jeg er heller ikke super sulten om morgenen. Så fungerer det godt med en sund, grøn juice til at starte dagen op på," fortæller Louisa Lorang.

En juicetur

Hendes ugentlige juice-kick, kalder hun med vilje ikke en kur, men derimod en juice-tur.
"Personligt kan jeg godt lide chokoladecroissanter, ost og rødvin. Jeg spiser, fordi det er hyggeligt, og det gør rigtig mange mennesker jo. Til gengæld holder man pludselig op med at mærke, hvornår man er mæt. Man spiser bare videre, og her er det, at en ugentlig juice-dag får nulstillet det. Jeg bliver mere bevidst om, at nu er jeg sulten. Det er ikke en kur, men for at sige det lige ud: Jeg får en røvfuld energi ud af det."

Flere slags juice

Louisa Lorang serverer 50 gode opskrifter på juice i bogen, der er opdelt i tre kapitler. Der er de søde juicer, de sunde og friske og til sidst de grønne og stærke.
"Med de sidste er vi ude i bladselleri, persille, ingefær, spinat og kål. Jeg er vild med kål som ingrediens i juice, så det vil jeg opfordre alle til at prøve. Men er man helt ny ud i juice, så start med de søde. Dem kan alle lide," siger Louisa Lorang.