Fortsæt til indhold

Butikstyv snuppet to gange på samme dag med varer fra seks butikker

Samfund
Annette Schmidt

At blive snuppet for butikstyveri en gang skræmte ikke en 40-årig kvinde fra Horsens, der onsdag blev taget to gange på samme dag, efter at have stjålet varer i seks butikker i Horsens.
Klokken 11.33 blev den 40-årige kvinde opdaget i Matas på Søndergade i Horsens, hvor hun havde stjålet kosmetik til en værdi af 2099 kroner.
Da hun blev undersøgt af politiet, viste det sig, at hun havde tyvekoster på sig fra to andre steder i Horsens - Ann-Å på Torvet og Stanley & Co på Søndergade.
Politiet ransagede kvindens hjem i forbindelse med anholdelsen, men fandt ikke yderligere tyvekoster.
Kvinden blev derefter sigtet for butikstyveri og løsladt.
Klokken 14.57 fik politiet en anmeldelse om en butikstyv i Hennes og Mauritz på Søndergade.
"Det viste sig, at det var den 40-årige kvinde, der var i gang igen. Denne gang havde hun også tyvekoster på sig fra tre forskellige steder i Horsens - Løvbjerg, Mr. Peter Markussen og Hennes & Mauritz," oplyser Peter Thaysen fra Horsens Lokalpoliti.
Den aktive kvinde blev hevet med ind på stationen endnu en gang og er nu sigtet for seks forhold, oplyser Horsens Lokalpoliti.