Fortsæt til indhold

Borgere protesterer mod planer om ny grusgrav

Region Syddanmarks planer om en grusgrav i Brænore mellem Taps og Ødis har udløst stribevis af protester

Samfund
Natalie Stratigos

Region Syddanmark vil grave grus i Brænore mellem Taps og Ødis, og det har skabt røre blandt borgerne i området, der frygter trafikhelvede, støj, støv og ødelagte huse.


Onsdag indkaldte Region Syddanmark borgerne til et informationsmøde, hvor de havde mulighed for at komme med indvendinger, inden tillægget til råstofplanen igen skal behandles politisk. Omkring 70 borgere var mødt op på Taps Skole for at protestere mod forslaget, der stadig er i høringsfasen.


“Deres store køretøjer og lastvognstog vil ligge og buldre på Ødisvej, der kun er 4,2 meter bred, hvor den er smallest. Hvis det skal stå på i ti år, 250 arbejdsdage om året, som regionen planlægger, så vil det fuldstændig smadre vores veje og husene, der ligger tæt på vejen. Det er fuldstændig absurd,” sagde Kai Eskelund, formand for Taps.dk, før mødet.


Sådan lød det også fra Helga Erritzøe, hvis hus ligger på Ødisvej.


“Vores hus er gammelt og bygget på kampesten. Hvis de kommer med deres lastbiler flere gange i timen, vil det give så voldsomme rystelser, at huset kan revne”.


Til stede på informationsmødet var blandt andre udvalgsformand for Miljø, Jordforurening og Råstoffer hos Region Syddanmark, Jørn Lehmann Petersen, der fortalte om, hvorfor det er vigtigt at indvinde råstoffer så som grus.


“Vi har behov for råstoffer, for at vi kan skabe udvikling og vækst i samfundet. Vi bruger sand og grus til nye veje, broer, til boliger og bedre jernbaner. Og udvinding af råstoffer medfører gener, for det er ikke bare et lille hul, man graver, og sådan et projekt har en lang tidshorisont. Men vi er nødt til at lave graveområder der, hvor naturen har lagt råstofferne,” sagde han.


En af borgerne, der stillede spørgsmål var Hanne Holgaard.


“Vi vil ikke standse udviklingen, men vi er nødt til at vide, hvordan det påvirker vores veje. At de kan holde til det. Kan vi være sikre på det?,” spurgte hun.


Det er Kolding Kommune, der har vejretten og som dermed skal sørge for, at vejene holdes ved lige. Med på mødet var formand for Teknikudvalget, Knud Erik Langhoff, som forsøgte at svare på spørgsmålet.


“Jeg ønsker grusgraven væk, for vi skal betale for vejene, og der bliver øgede omkostninger. Det er klart, at hvis vejene ikke er trafiksikre, så skal det ordnes. Jeg kan love, at vi vil gøre, hvad vi kan for at holde vejene ved lige,” sagde han.


Efter mødet var borgerne ikke blevet mildere stemt over for en grusgrav i området.


“Vi er da blevet klogere på regionens planer, men jeg synes, det er vildt, at der ikke er mere respekt for husene og vejene,” sagde Kai Eskelund.

Region Syddanmark havde inviteret borgerne til mødet på baggrund af den skriftlige høring. Borgernes indsigelser gav anledning til et opfølgende møde.