Fortsæt til indhold

Verdenspræsidenten på besøg i Hammel

Samfund
Erling Baastrup

Forleden aflagde Lions Club Internationals Verdenspræsident Jitsuhiro Yamada sammen med en dansk delegation af Lions Club medlemmer besøg på Regionshospitalet Hammel Neurocenter. RHN.
Anledningen til besøget var, at verdenspræsidenten var i Danmark og skulle se, hvad en af donationerne var gået til.
RHN fik skænket 0,5 millioner kr. af Lions Club tilbage i 2011 som led i at skabe terapeutisk udemiljø. Beløbet blev brugt til at omdanne en af RHNs haver til en dufthave. Nye højbede blev anlagt med træ, og der blev bygget et espalier over gangarealet ved ét af højbedene og plantet buske og træer rundt om for at stimulere duftsansen.
Derudover blev der etableret en havedam med Koi karper, hvor der er lyd af rislende vand. Endelig blev der indkøbt bænke og stole. Indvielsen fandt sted sidste sommer. Prinsgemalen foretog indvielsen da han er protektor for Lions Club DK.
Verdenspræsidenten er selv neurokirurg og var interesseret i at fortælle om erfaringer fra rehabilitering i Japan.
Besøget varede to timer, hvor gæsterne blev vist rundt og så de nye træningsfaciliteter.