Skifter til russisk topklub
Team Esbjerg har afsluttet forhandlinger med Lotte Grigel og hendes rådgivere, så hun kan skifte til den russiske topklub, Rostov-Don, der med danske Jan Leslie som cheftræner blev russisk mester i 2015.
"Vi er meget tilfredse med, at det er lykkedes at indgå en aftale, så Lotte Grigel kan komme videre med sin håndboldkarriere. Team Esbjerg har fået sine økonomiske krav opfyldt, og vi kan med øjeblikkelig virkning frigive hende til en udenlandsk klub," siger Team Esbjergs bestyrelsesformand, Bjarne Pedersen, i en pressemeddelelse.
Lotte Grigel gav på et møde med Team Esbjergs ledelse 2. oktober udtryk for, at hun ikke var tilfreds med samarbejdet med cheftræner Lars Frederiksen. Siden har parterne arbejdet på at skabe grundlaget for, at hun kunne skifte til en udenlandsk klub.
"Lotte Grigel debuterede allerede som 16-årig på vores ligahold og har både indadtil og udadtil haft stor betydning for den udvikling, Team Esbjerg har gennemgået til nu at tilhøre toppen af dansk klubhåndbold. Man kan aldrig vide, om vore veje på et tidspunkt krydses igen, men indtil videre ønsker vi hende held og lykke med karrieren i Rostov-Don," siger Bjarne Pedersen.
Team Esbjerg har modtaget den underskrevne aftale fra den russiske klub, og dermed er de sidste formaliteter for et skifte på plads.
"Jeg er glad for, at det er lykkedes at finde en løsning med Team Esbjerg, så jeg nu kan komme videre. Nu ser jeg frem til nye udfordringer i Rostov-Don, hvor ambitionsniveauet er meget højt," siger Lotte Grigel i en kommentar til klubskiftet.