Fortsæt til indhold

Ø og S lægger pres på SF

Samfund
Af Lars Norman Thomsen, redaktør:

"?TV 2 | ØSTJYLLANDs halvanden time lange Midtvejsstatus i sidste uge i den bedste sendetid blev lidt af en langgaber og havde mest af alt karakter af hyggestund, hvor de ledende repræsentanter fra de politiske partier og lister var taget på skovtur med madkurv og saftevand.

Debatformen med et alenlangt panel, hvor alle skal til orde på dansk og demokratisk vis, fremmer ikke ligefrem en ping-pong debat.

Men debatten afslørede, at flere af de politiske partier allerede er langt fremme, når det gælder Kommunalvalget i 2017.

For eksempel var Enhedslistens Jesper Yde Knudsen klar i spyttet, da han opfordrede den røde side til at blive enige om en rød-grøn strategi forud for næste valg.

Ikke en presbal til Socialdemokratiet, for dem har Yde Knudsen det særdeles glimrende med - han sidder med til partiets gruppemøder før byrådsmøderne - men derimod til SF, ?personificeret ved viceborgmester Kirstine Bille.
Hun modtog ikke afleveringen fra Yde Knudsen i sidste uge, men det kommer hun til på et tidspunkt, for Enhedslisten og Socialdemokratiet vil afkræve hende et svar jo tættere vi kommer på valget, hvis de skal støtte hende i kampen om borgmesterposten.

Socialdemokratiet kan ikke nå at spille en borgmesterkandidat ud til næste valg - den chance er forpasset - der kan samle tilpas med stemmer til at kunne udfordre de to eneste reelle borgmesterkandidater, nuværende borgmester Claus Wistoft (V) og forgænger Kirstine Bille (SF).

Socialdemokratiet står foran et større generationsskifte og kan kun bruge det kommende valg til at skabe en position for partiet og en kommende borgmesterkandidat, der kan få vælgerne til at tro på, at partiet kan gå efter byrådets øverste post i 2021, hvis den nuværende kommunestruktur fortsat eksisterer på dette tidspunkt.
Hvis Kirstine Bille og SF? vælger at stå frit og ikke vil bide til den bolle, som Socialdemokratiet og Enhedslisten nu serverer for hende, kan Socialdemokratiet meget vel tænkes at pege på Claus Wistoft som den borgmester, der kan sikre Socialdemokratiet størst mulig indflydelse ud i fremtiden.

Socialdemokratiet har nemlig stor respekt for Wistofts inkluderende ledelsesstil i borgmesterstolen.

Det har Jørgen Brøgger (C)? derimod ikke. Brøgger har et regnskab fra valget i 2013 at gøre op med Wistoft, og det kan sagtens blive nødvendigt for Wistoft at tilbyde Brøgger formandsstolen i FI-udvalget for at holde ham i blå blok, hvis valgresultatet tilsiger det. Også det afslørede de mange små sidebemærkninger på tværs af panelet i den ellers tamme Midtvejsstatus, hvis man lyttede godt efter."