Socialdemokrat gider ikke høre mere vrøvl om solkonger og ridefogeder
Niels Basballe er blev godt gal i skralden over stadige beskyldninger om, at han og den øvrige socialdemokratiske gruppe bare handler efter diktat fra borgmester Jan Petersen og holder tand for tunge
"Jeg er godt gal i skralden. Nu gider jeg ikke at stå model til flere udtalelser om, at den socialdemokratiske byrådsgruppe er topstyret, total styret af borgmester Jan Petersen," siger det socialdemokratiske kommunalbestyrelsesmedlem Niels Basballe.
Basballe har hørt på kritikken i en stor del af denne kommunalbestyrelses periode, men det, der udløste hans vrede, var udtalelser fra Torben Jensen (Borgerlisten) og Lars Østergaard (V) i TV 2 | ØSTJYLLANDs Midtvejsstatus i sidste uge, der blev sendt direkte fra Kattegatcentret.
"De sagde begge næsten samstemmende, at der var Jan Petersen og så Socialdemokraterne, og Torben Jensen sagde også: "at de ti andre aldrig ytrede sig," siger Niels Basballe.
Senere gjorde et brev fra en af modstanderne af Norddjurs Kommunes vindmølleplaner ikke humøret bedre.
Den pågældende skriver i et brev til kommunalbestyrelsens medlemmer: "En markant topstyring har tilsyneladende taget ansvarsfølelsen fra den enkelte politiker i den socialdemokratiske gruppe".
Føler sig ydmyget
"Jeg føler mig ydmyget," siger Niels Basballe.
"Det er simpelthen en lodret løgn, at Jan Petersen eller andre kan bestemme, hvad jeg skal mene om vindmøller eller andre ting i Norddjurs Kommune. Hvis det var tilfældet, var jeg skredet for længst og gået over til at blive løsgænger, så det er noget bavl at blive ved med at påstå, at vi socialdemokrater skal danse efter borgmesteren pibe ellers får det konsekvenser."
- Men du kan ikke benægte, at I virker til at være en endog meget sammentømret gruppe, hvor der sjældent er en eller to, som afviger fra partilinjen?
"Det kan skyldes, at vi bruger meget tid på at diskutere tingene i vores gruppe og er gode til at prøve hinandens synspunkter af, men jeg kan forsikre, at ikke en eneste gang har Jan Petersensen sagt, at hvis man har et andet standpunkt, så får det konsekvenser. Sådan er han slet ikke, men han appellerer til, at han vil vide, hvor vi står, og det er selvfølgelig helt okay."
- I hele vindmøllediskussionen virker I urokkelige?
"Da Norddjurs Kommunes vindmølleplan var til diskussion i gruppen, sagde Jan Petersen til os, at han gerne ville vide, hvor vi stod, men det var ikke sådan, at han trynede en eneste, men han ville have en konkret udmelding, og den fik han, for var det en splittet gruppe, kunne han selvfølgelig ikke gå ud og anbefale vindmølleplanen. Jeg ved, at 2-3-4 stykker var meget i tvivl, og det havde ikke fået konsekvenser, hvis en eller flere havde sagt fra."
- Kan du gå til gruppen nu og sige, at jeg er kommet i tvivl på grund af nye oplysninger, at jeg stemmer nej til vindmølleplanerne?
"Selvfølgelig kan jeg det, men det gør jeg ikke, for jeg har ikke hørt afgørende argumenter for at ændre mit ja til et nej. Der er højt til loftet i Socialdemokratiet, selv om mange har travlt med at fortælle noget andet, og jeg har hele tiden fastholdt, at det er den lavfrekvente støj og konsekvenserne for de borgere, der kommer til at bo tættest på møllerne, der bekymrer mig, alt andet er politik, men jeg skal overbevises afgørende om, at den lavfrekvente støj ødelægger helbredet for de mennesker, der bor tæt på møllerne, og det er jeg ikke blevet endnu."
Forpester debatklimaet
Niels Basballe synes, at de konstante stikpiller til den socialdemokratiske gruppe efterhånden har nået et niveau, hvor de forpester debatten i kommunalbestyrelsen og den offentlige debat.
"Når Harald Grønlund (løsgænger, red.) beskriver Jan Petersen som en solkonge, synes jeg, at han er med til at afspore debatten. Jeg stiller gerne op og diskuterer politiske spørgsmål, også vindmøller, men jeg vil ikke være med, når debatten bliver personlig og mangler respekt for hinanden. Det kan meget vel blive sådan, at jeg ikke vil høre og læse mere, hvad der skrives til mig. Det kommer så desværre til at berøre de få reelle berørte i vindmølleområderne, dem som jeg virkelig er bekymret for."
- Venstre har flyttet sig i vindmølledebatten. Holder et samlet Socialdemokratiet helt hjem?
"Jeg kan udmærket forstå, at Venstres tre nye (Niels Ole Birk, Rikke Albæk Jørgensen og Kasper Bjerregaard, red.) har meldt ud, som de har gjort. Lars Østergaard har også være skeptisk, mens Hans Husum nu tilsyneladende har fundet ud af, at man kan blive populær ved at skifte standpunkt. For mit eget vedkommende handler det ikke om at blive populær, men at overbevise mig om, at den lavfrekvente støj ødelægger menneskers sundhedstilstand, som nogle påstår, og det er jeg ikke blevet endnu."