Find gallasmilet frem til Open By Night i Hornslet
»Vi i Hornslet Handel vil gerne gøre noget godt for alle vores kunder, så vi håber, at så mange som muligt vil komme og være med til en festlig aften,« lyder det.
1. juni varmer butikkerne i Hornslet op til Rosenholmfestivalen. Det gør de med Open By Night, hvor butikkerne holder åbne til klokken 22 og der vil være underholdning og aktiviteter for alle, også børnefamilierne.
»Vi i Hornslet Handel vil gerne gøre noget godt for alle vores kunder, så vi håber, at så mange som muligt vil komme og være med til en festlig aften,« siger Gitte Pedersen, indehaver af tøjbutikken LULU.
Temaet for aftenen er galla, og det betyder, at butikkerne pynter festligt og elegant op med balloner, rød løber og ifører sig sit yndigste gallatøj.
Der vil være danseopvisning af Spjæt ved Byporten fra klokken 18, som kan nydes med et glas rosévin skænket af Madkompagniet. Ballonmanden kommer forbi og laver finurlige ballondyr på Bytorvet klokken 16-18.00, mens Djurslands Bank og bageren er vært ved kaffe og kager. Klokken 18-22.00 er der i samarbejde med Rosenholm Festival livemusik på Nytorv og salg af mad og drikkevarer, og mellem 18-20.00 sørger Kombi for gratis popcorn til alle ved Kulturgrunden.
Rosenholmfestivalen er en gratis festival med musik for både børn og voksne. Den foregår 3. og 4. juni.