Købmandsånden – sjældent har mit humør været så godt efter en handletur

Handleturen er for mange mennesker et enten-eller. Enten nyder man at fylde kurven med dagligvarer, ellers er det en byrde, der skal overstås med lynets hast.

Jeg har i en lang periode tilhørt det sidste hold, hvor det har været en konkurrence med mig selv om at komme så hurtigt ind og ud af butikken igen. Glædesrusen kunne være stor, når man slap levende igennem ulvetimen, og brat kunne det hele falde til jorden, idet man opdager den liter mælk, som man igen havde glemt at købe.

Jeg bekender mig som forbruger som en del af den anonyme indkøbskultur med podcast i ørerne og ansigtet vendt om jorden.

For nylig blev jeg dog ramt af en vækkelse ved at gøre noget, som jeg ikke plejer at gøre. Jeg gik hen til den lokale grønthandler for at købe grøntsager til aftensmaden. Jeg havde ikke taget mange skridt ind i butikken, inden jeg fik fornemmelsen af, at det var noget helt andet. Med lidt efterrationalisering gik det op for mig, at jeg er vidne til et tilbageblik i en svunden tradition, hvor det i større grad er en social begivenhed fremfor bekvemmeligt at handle. Jeg havde jo fundet en oase i en ellers travl by.

Indenfor butikkens røde mursten blev man mødt af et væld af farver. Grøntsagerne stod sirligt stillet op: Aubergine, avocado, squash, tomater. Der var alt, hvad hjertet kunne begære, og det så ovenikøbet indbydende ud. De hele lå som naturen havde skabt det uden alverdens overflødige plastik indpakning, som vi senere kan lade finde vej til den rigtige genbrugsspand. Alle disse fantastiske frugter, grøntsager, krydderurter, færdige salater og grønsagsretter. Man blev fristet til at leve sundt, selvom brugen af feta og olie i de færdige salater nu nok skulle holde kolesterolet oppe. Øjne og næse blev overvældet, men også ørerne fik lov at arbejde. Lyden af købmandens glade stemme og latter væltede gennem lokalet. Han kendte tydeligvis flere af de handlende, og han gjorde en dyd ud af, at de fik en oplevelse. Som den gode købmand han er, vil han gerne sælge og lade folk smage de importerede råvarer. Med sit store engagement gav han sine produkter ånd. Han gjorde dem levende for forbrugeren i en sådan grad, at man fik lyst til at købe dem på stedet.

Jeg greb alle de grøntsager, som mine øjne kunne lade sig friste af og gik op for at betale. ”Nå, der skal rigtig være fest” sagde han til mig. Han trak os fluks ud af det vanlige skuespil: ”På beløbet? Ellers andet? Kvittering med?”. Nej, han ville faktisk høre, om der var fest! Jeg måtte erkende overfor ham, at der desværre ikke var fest i dag, hvortil han blinkede og sagde: ”Hver dag er en fest”.

Den sætning tog jeg med ud ad døren, og sjældent havde mit humør været så godt efter en handletur. For mit eget vedkommende sker det, at jeg spontant får lyst til at give igen, når jeg bliver mødt af sådan et levende menneske. Det fik mig lyst til at vise mere af mig selv, når jeg er ude blandt andre mennesker - ikke blot på mine handleture, men også på mine gå-, løbe-, bus- eller togture – og bidrage til den gode stemning og den levende ånd, fremfor anonymt at gemme mig væk bag høretelefonernes støj.