Djursland har fået eget is-mærke
Isværk, som mærket hedder, åbner egen iscafé med tagterrasse.
Nikolaj Hygebjerg og hans kone Laila startede for tre år siden med at bygge et anderledes og spændende halmhus med et gammelt egetræ i midten i økosamfundet Friland, hvor de bor med deres familie. Folk flokkedes om at se projektet.
Samtidig manglede familiens teenager Viktor et fritidsjob. Nikolaj og Viktor fandt på at lave økologiske ispinde med bær og frugter fra Friland, som de solgte til de nysgerrige besøgende. Det blev et stort hit, og der blev solgt 250 is fra haven. Siden har de hygget sig med at lave både klassiske is som jordbær og rabarber, men også overraskende og sjove is-smage som basilikum med morgenfrue og karry med oliven.
»Mange naboer og lokale forelskede sig i de simple, men velsmagende ispinde,” fortæller Nikolaj Hygebjerg.
I 2022 tog salget derfor fart, og det var tid til at udvide. Viktor var på efterskole og havde trukket sig, men Nikolajs kone Laila var gået med. Herefter blev naboerne Claus Holm Jacobsen og Nina Lauridsen også inviteret med i firmaet, der derfor i dag består af fire entusiastiske Frilændere.
Der er dog mange ting, der skal være styr på, når man vil producere og sælge is. Man skal have et godkendt køkken, skal godkendes som producent af fødevarestyrelsen og meget andet. De købte derfor en tidligere kølecontainer, som hen over vinteren er blevet lavet til et lille industrikøkken og tag-selv is-café, hvor man kan købe ispinde, Søbogaard saft og økokaffe. Undervejs er ambitionerne steget, og det er blevet til en overdådig tagterasse og i løbet af 2023 udvides der med stor terasse omkring caféen.
Søndag 28. maj fra 13-17.00 åbner iscaféen med et brag, når de første 100 kunder får gratis is, og alle andre kan komme og smage de lækre ispinde, få en Søbogaardsaft eller en kop økokaffe.