Fortsæt til indhold

Danmarksserien: Mikkel Sloth tændte håbet for tapre FC Djursland

FC Djursland vandt onsdag overraskende med 4-3 ude over Nørresundby IF, men måtte lørdag strække våben mod topholdet Aarhus Fremad i 3-1 nederlag.

Samfund
Martin Schultz

Offensivspilleren Mikkel Sloth viste hele paletten og scorede både med hovedet, højrebenet og venstrebenet, da FC Djursland onsdag aften på udebane besejrede Nørresundby FB med 4-3 i Danmarksseriens kvalifikationsspil. Ryomgård drengen leverede på absolut topniveau og vendte kampen med tre mål indenfor 7 minutter i det sidste kvarter. Nørresundby FB førte med 3-1, da Mikkel Sloth startede sit goalshow, og dermed præsterede FC Djursland endnu et spektakulært resultat i et forår, som spidser mere og mere til jo nærmere de unge djurslændinge kommer de nærmeste konkurrenter i kampen for at undgå nedrykning.

Men FC Djursland kom hurtigt ned på jorden efter den flotte præstation onsdag aften i Nordjylland, for allerede lørdag eftermiddag var det alvor igen mod topholdet Aarhus Fremad på Højlyngen i det vestlige Aarhus. Og aarhusianerne var nøjagtig så svære at bide skeer med som forventet og slog FC Djursland med 3-1. FC Djursland førte 1-0 ved halvleg på et omstillingsmål af William Loft, men Aarhus Fremad satte skabet på plads med to hurtige mål i 2. halvleg. Føringen blev udbygget sidst i kampen på et tidspunkt, hvor onsdagens hårde indsats mod Nørresundby FB kunne mærkes i benene på FC Djurslands spillere.

»Vi havde håbet at overraske, men det var vores tredje kamp på en uge, og denne gang mod rækkens tophold. Vi kom fra Aarhus med æren i behold. Indsatsen var rigtig godkendt, og vi er ikke slået ud af kurs. Da forårsturneringen startede var der ikke mange, som havde regnet med at se FC Djursland få så mange point. Vi jagter videre og kæmper for at komme på omgangshøjde med ASA, Aarhus og Kjellerup IF. Vores mål er at nå playoff kampen om nedrykning,« slutter Nicolaj R. Poulsen.

Hurtige fødder

I kampen mod Nørresundby FB var gæsterne fra Djursland udfordret i 1. halvleg.

»Vi var fokuserede nok, men spillede dårligt og vores relationer hang ikke sammen. Nørresundby FB kom med megen fart og gode dybdeløb, som gjorde ondt på os. Indenfor de første 12 minutter havde hjemmeholdet scoret to gange, men heldigvis fik vi reduceret til 2-1 ved Nis Traulsen midt i halvlegen,« siger Nicolaj R. Poulsen.

FC Djursland fik også den værst tænkelige start på 2. halvleg, da Nørresundby kom foran med 3-1 efter ganske få minutter.

»Men derefter gik der ligesom stilstand i kampen. Vi skiftede nye folk på banen, og det gav ny energi til holdet. William Loft, Victor Dalmose og Kasper Mikkelsen kom på banen midt i 2. halvleg, og det var folk med fart i fødderne, som holdt Nørresundby FB’s defensiv beskæftiget,« fortæller Nicolaj R. Poulsen.

Mikkels goalshow

Med godt et kvarter igen startede Mikkel Sloth sin opvisning, da han scorede til 3-2 på et hovedstød efter et hjørnepark. Et par minutter senere blev der i to omgange begået store frispark på William Loft, men dommeren lod klogt fordelsreglen gælde, så bolden endte hos Mikkel Sloth, som scorede til 3-3 med et godt skud med højrebenet fra kanten af feltet.

»Der gik kun tre minutter fra udligningen til 3-3, før Mikkel Sloth efter et gennembrud leverede en signaturscoring med sit venstreben. Der var stadig 12 minutter at spille, men vi holdt hjemmeholdet fra fadet. Men der var spænding til det sidste,« siger en stolt Nicolaj R. Poulsen. Han kalder Mikkel Sloth’s indsats for topniveau, og roser desuden indhopperne William Loft, Victor Dalmose og Kasper Mikkelsen.

FC Djursland spiller fredag aften klokken 19.00 mod Nørresundby FB på HSM Arena i Grenaa. Der resterer fire kamp i kvalifikationsspillet i Danmarksserien. FC Djursland er sidst i rækken med tre point op til ASA, Aarhus og syv point op til Kjellerup IF.