Fortsæt til indhold

Urimelig behandling

Samfund
Af Jacob Hove

En norsk turist fik en noget kedelig afslutning på sin tur til Vejle.
I en mail til Lokalavisen Vejle skriver Tore Gatland Kleppe, at han sammen med sin kone, barn og barnebarn havde været i Vejle og her haft nogle gode feriedage. Men da han lørdag den 18. juli parkerede sin bil ved Enghavecenteret for at gå lidt rundt og kigge på byen, ventede der en parkeringsbøde, da familien kom tilbage. Og det på trods af, at Tore Gatland Kleppe havde købt en parkeringsbillet, som han havde lagt i forruden.
Men det er ikke godt nok. For den norske bil var ikke udstyret med en p-skive, og det er påkrævet ved Enghavecenteret.
"Siden jeg er norsk turist og ikke har P-skive, lagde jeg min P-billett synligt i forruden," skriver Tore Gatland Kleppe i en mail til Europark.
"Jeg klager, fordi jeg mener, jeg som turist har gjort det, jeg kan for at betale de gebyrer, som kræves ved parkering. Juridisk har I helt sikkert loven på jeres side, men hvor er da fornuften? Feriedagene i Danmark har vært vidunderlige, men dette kontrolgebyr var ikke hyggeligt."

Fastholder gebyret

Europark har svaret Tore Gatland Kleppe. Selskabet fastholder, at den norske turist skal betale et gebyr
"Vi kan oplyse, at parkering på p-arealet forudsætter indstilling af p-skive, hvilket fremgår af den opsatte skiltning. Da der ikke var en synlig p-skive i køretøjet med ovennævnte reg.nr. på tidspunktet for observation, er denne bestemmelse ikke overholdt. Som følge heraf har vores p-vagt derfor udskrevet det pålagte kontrolgebyr."
Gebyret er på 590 kroner.