Pas på revlehuller
Revlehuller og stærk strøm skabte farlige situationer ved strandene i den forløbne uge, og TrygFondens Kystlivreddere måtte hjælpe fire personer i land ved de danske strande. Heldigvis blev alle fire personer reddet i land i god behold.
Den ene mand, som livredderne hentede ind ved Vejers Strand, badede tilsyneladende alene. Når man går alene i vandet, løber man en unødig stor risiko, mener Anders Myrhøj, chef for drift og sekretariat i TrygFonden Kystlivredning:
- Hvis du bliver fanget i et revlehul eller får et ildebefindende, mens du bader, er der umiddelbart ingen til at hjælpe dig. Det var et held for manden, at der var opmærksomme badegæster i nærheden, som opdagede ham i vandet og alarmerede livredderne længere oppe ad stranden. Manden var udmattet og ville ikke have kunnet komme tilbage til stranden ved egen hjælp. Vores råd til strandgæsterne er derfor, at man aldrig bader alene og optimalt set vælger en strand, hvor der er livreddere, som holder øje med, hvad der sker i vandet, og som hurtigt kan træde til, siger Anders Myrhøj i en pressemeddelelse.
Revlehuller og fralandsvind kan overraske
Revlehuller giver hvert år anledning til farlige situationer langs kysterne i hele landet, men også den stærke fralandsvind, som vi har for tiden, kan give farlige situationer.
- Revlehuller er lumske. Umiddelbart ser vandoverfladen rolig ud uden store brydende bølger, så det ligner et fredeligt sted at gå i vandet. Men understrømmen kan være overraskende kraftig og trække dig med ud og væk fra kysten. Fralandsvind kan også føre dig ud fra kysten, så der bør man lade badedyr og luftmadrasser blive på land og lade være med at svømme for langt ud fra kysten. En god regel er altid at spørge livredderne til råds, inden man går i vandet, hvis man ikke kender forholdene på stranden. Så minimerer man risikoen for at blive overrasket og ende i en farlig situation, siger Anders Myrhøj.