Fortsæt til indhold

Chris Froome kommer til gadeløb i Hadsten

Samfund
Kian Johansen

Når der på torsdag 30. juli traditionen tro afvikles gadecykelløb i Hadsten bliver det med Sky kaptajnen Chris Froome på startlisten. Det fortæller arrangør Jesper Tikiøb, der er stolt af aftalen.
"Vi har netop indgået den spektakulære aftale med den stærke brite. Aftalen har været forhandlet siden anden hviledag i årets Tour de France, altså tirsdag den 21. juli. Den endelig accept er netop kommet. Som arrangør glæder vi os over aftalen og ser frem til at præsenterer den topaktuelle atlet for det kompetente cykelpublikum i Hadsten."
Chris Froome vil være tilstede i løbets fanzone cirka 30 minutter før start. Her vil han blive interviewet, ligesom publikum der har indløst billet til fanzonen vil have mulighed for at få hans autograf.
Løbet skydes i gang på Søndergade i Hadsten kl. 19.30 og afvikles over en time plus fem omgange.
Forud for elitens løb afvikles et motionsløb som alle motionister over 16 år kan tilmelde sig.