Fortsæt til indhold

Carl Holst får dobbelt løn

Trods egen opsigelse modtager den tidligere regionsformand mere end 800.000 kroner i såkaldt "efterløn"

Samfund
Af Peter Rasmussen

En politisk karriere kan være ganske lukrativ. Det skriver TV2 Newscenter her til morgen.
Den tidligere formand for Region Syddanmark, Carl Holst (V), opsagde selv sin post som formand da han ønskede at komme i Folketinget. Projektet lykkedes - Holst blev både folketingsmedlem og minister. Ud over ministerbilen giver det en årsløn på ca. 1,2 millioner kroner oplyser TV2.
Det afholder dog ikke regionen fra at udbetale den tidligere formand løn. Faktisk modtager Venstrepolitikeren - ifølge Vejle Amts Folkeblad, som har undersøgt udbetalingen - 833.040 kroner i såkaldt "efterløn". At manden selv har sagt op - og varetager et nyt vellønnet job - har intet at sige.
Til TV2 siger Region Syddanmark at alle regler er overholdt. Hvis formanden i stedet var blevet borgmester i en kommune eller udvalgsformand samme sted, ville det nye vederlag blive modregnet i ydelsen. Men ikke hvis man er folketingsmedlem eller minister.
Sagen har fået DFs kommunalordfører Morten Marinus til at kalde det "spild af skatteydernes penge". Han ser gerne en gennemgang af reglerne for eftervederlag, skriver TV2 Newscenter, som ikke har kunnet få en kommentar fra forsvarsministeren selv, der er på ferie.