Bilka indfører ny betalingsform
Fra på torsdag kan kunder i alle Bilkas varehuse lade pungen blive hjemme og betale med mobilen i stedet.
"I forhold til generation Y, som er fremtidens forbrugere, så er det jo nærmest oldnordisk, hvis ikke vi kan tilbyde mobilbetaling i vores varehuse. Jeg er selv overrasket over, hvor nemt og intuitivt det er at bruge, og jeg er sikker på, at kunderne vil elske det," siger varehuschef Henrik Sødequist fra Bilka Vejle.
MobilePay-løsningen, som udrulles i flere dagligvarekæder i øjeblikket, er udviklet i et samarbejde mellem Dansk Supermarked og Danske Bank og blev lanceret den 11. marts 2015. Føtex i Storcenter Nord ved Aarhus blev det første varehus i Danmark, som fik MobilePay ved kasselinjen og fra på torsdag kommer det til alle Bilka-varehuse.
"MobilePay ligger helt i tråd med Bilkas koncept, hvor vi bestræber os på at gøre det nemt og bekvemt at handle. Vi har et flot, moderne varehus, så skal vi da også have den nyeste teknologi," siger Henrik Sødequist videre.
Bilka Horsens fik som den første Bilka MobilePay tilbage i april, og her har antallet af kunder, der vælger at betale med telefonen, været støt stigende.