Træls sæsonstart for Aastrup/Hammelev i Serie 2
Cheftræner i Aastrup-Hammelev, Kim Busse, er skuffet over, at Langå ikke har villet være med til at flytte lørdagens kamp, som Aastrup-Hammelev taber uden at spille
Aastrup/Hammelev taber lørdagens udekamp i Serie 2 mod Langå uden kamp.
"Jeg havde otte spillere til rådighed, og derfor var vi nødt til at meddele Langå, at vi ikke kunne stille hold," siger Kim Busse, cheftræner og formand for seniorafdelingen i Aastrup/Hammelev.
Han er skuffet over, at Langå ikke har villet efterkomme et ønske fra Aastrup/Hammelev om i det mindste at flytte kampen til søndag.
"Vi har otte spillere til festival i Skanderborg plus to langtidsskader, og da er vi en meget lille trup, vidste vi godt, at det planlagte tidspunkt passede os skidt," fortæller Kim Busse.
"Det meddelte vi Langå allerede først i juli, men de har ikke villet være med til at finde en løsning, fordi de åbenbart har et par spillere, som arbejder på Sjælland hver uge. Netop derfor sagde vi, at søndag var okay, og de af vores spillere, der er til Skanderborg Festival, ville gerne køre hjem for at spille, men sådan blev det ikke, og jeg er ærlig talt meget skuffet over Langås mangel på samarbejdsvilje."
Var i kontakt med 79 navne
Kim Busse har ellers forsøgt alt for at tromme et hold sammen efter princippet 'koste, hvad det vil'.
"Jeg lyver ikke, når jeg fortæller, at jeg enten har ringet eller sendt en sms til 79 forskellige navne, der enten har eller har haft tilknytning til Aastrup/Hammelev, men det lykkedes ikke at nå op på 11 navne."
Aastrup/Hammelev har haft fire træningspas efter sommerferien, hvor fremmødet har været mellem syv og ti spillere.
"Jeg ved endnu ikke helt, hvor vi står, men jeg bliver forhåbentlig klogere i den kommende uge," siger Kim Busse, der har stærke spillere som Jeppe Thomsen og Nicolai Johansen ude med længerevarende skader og også må se helt bort fra Mikkel Due på målmandsposten.