Danmarks rapkonge leverede hitparade til feststemte Bøgescener
L.O.C. spillede i går på Smukfest og de mange kendte sange fik nærmest folk til at stille sig på ryggen af hinanden
Det hele ser ret sort ud, da Liam O'Connor træder op på den højre af Bøgescenerne onsdag aften. Faktisk er alt mørkt. Alene på scenen med sin mikrofon står han. Bag ham er et tæppe, der skjuler resten af scenen, og folk kan kun stå og gætte på, hvad der gemmer sig bag.
Pludselig lyser scenen op i et kæmpe fyrværkeri-inferno, så fotograferne på første række nærmest må bede til de øvre maget i håbet om at få synet tilbage. Festfyrværkeriet er i den grad noget folk kan lide, og der skråles med på hitbaskerne 'Ung for evigt' og 'Frøken Escobar'.
Tæppefald og dystre toner
Et kvarter inde i koncerten, falder tæppet, der indtil videre har holdt L.O.C. alene med publikum. Et tre mand højt band toner frem, og festen er for alvor i gang.
Den dansk-irske rapper giver den gas med flere velkendte hits - blandt andet med assistance fra Barbara Moleko, der får hele Bøgeskoven til at synge med på det fængende omkvæd fra 2012's store sommerhit 'Helt min egen'.
"Skulle vi holde en fucking fest eller hvad!?" råber L.O.C ud til folket.
Folk er klar, men L.O.C.-kendere ved, at han ikke kun har lavet solbeskinnet festmusik. Meget af hans bagkatalog bærer præg af dystre toner og opgør med et knust kærlighedsliv.
"Ups, nu har jeg pisket en stemning op, og så skal jeg spille et langsomt nummer," erkender han og prøver at komme en flad fornemmelse i forkøbet.
Men selv på de dystre sange er folk med - især oppe foran, hvor folk tilsyneladende kender de fleste af teksterne.
Kongen af Aarhus V
Flere blandt publikum er ikke fyldt 17 endnu - derfor er det også lidt sjovt at tænke på, at Liam O'Connor var godt i gang med musikkarrieren, før de blev født.
I 1998 starter han rapgruppen B.A.N.G.E.R.S med et par lokale Aarhus-gutter.
Den ene af dem er U$O, som først gæstede på nummeret 'Momentet', hvorefter også Johnson og Marwan tilslutter sig det fine selskab. Det ligner nærmest et råt og voksent One Direction, som de står dér: fire mand på linje med kæmpehits på læberne.
Koncerten slutter med et brag, og hvis det så sort ud, da L.O.C. gik på, var det i den grad en farverig oplevelse gæsterne kunne tage sig med hjem.