SKÅL! Smukfest-gæster på shottog i Føtex
Blandt frostvarer og morgenmadsprodukter flyder det med små skarpe - et tilbud især de unge Smukfest-gæster nyder godt af
Klokken har ikke passeret middagstid, før de første dråber alkohol ryger indenbords. Benjamin Andersen Boje, Tobias Iversen og en flok af deres venner slentrer for tredje formiddag i træk gennem Føtex på Adelgade for at smage på diverse shots.
"Vi var her også i går - der fik vi taget 7 shots hver," siger de og skåler i dagens første gibbernakkker.
Det seneste års tid er der kommet utallige nye varianter af shots på det danske marked og det er mange af dem, de unge knægte går rundt og tester. Rundt omkring i butikken står stande med våde varer og sælgere, der prøver at prakke de unge festivalgæster en flaske på.
Drengene er dog blot på gratis rundtur og har ikke ligefrem i sinde at tømme pengepungen - især ikke når der kan drikkes gratis.
Og når det kommer til valget af shots, er de alle enige om, hvad de bedst kan lide.
"Det er sgu dejligt med shots - især de sure," siger de i kor, inden turen går videre rundt i butikken til de næste gratis udskænkninger.