Fortsæt til indhold

Et stævne til topkarakter

Alt klappede til årets Kattegat Cup i Grenaa. Over 2000 børn og unge havde fire festlige dage med fodbold og sjov

Samfund
Tekst og fotos: Martin Schultz

”Det har været fire forrygende dage med mange glade mennesker til Kattegat Cup. Det hele sluttede søndag formiddag med en række gode og spændende finaler efter mange kampe uden nævneværdige skader eller uheld. Så jeg er en glad og stolt formand,” siger Kattegat Cup'ens førstemand Kim Andersen efter at han søndag eftermiddag havde vinket farvel til over 2000 fodboldbørn og deres ledsagere.
Alt syntes at klappe ved dette års Kattegat Cup, som havde et passende sommervejr uden for meget varme og uden nedbør under kampene.
”Også sportsligt var det meget vellykket med 450 kampe, som blev afviklet med fairplay i højsædet,” siger Kim Andersen.

Mange tungemål

Også hvad vejen til podiet angik fordelte de danske og de udenlandske deltagere sejrene imellem sig, således at også byens udenlandske gæster fik smagt sejrens sødme.
Tungemålene blandede sig lystigt i både bylivet og på banerne, hvor de mange udenlandske spillere og deres pårørende på mange måder satte deres præg på byen. Især de mange norske gæster bidrog med festlige indslag under stævnet.
“De norske deltagere kommer med en helt anden kultur, hvor der bliver heppet med sange, trompeter og koklokker. Det giver en fantastisk stemning,” siger Kim Andersen.
“De unge kunne forlyste sig i svømmehallen otte timer hver dag, og fredag og lørdag aften havde vi vellykkede diskoteksaftner i Grenaa Idrætscenters opvisningshal,” fortæller Kim Andersen. Han fremhæver også den lille “cup i cup'en” for de 6-, 7-, og 8-årige børn, som i år blev spillet om lørdagen på anlæggets lille kunstgræsbane. “Det var virkelig en succes, fordi de helt unge deltagere også blev inkluderet i hele Kattegat Cup stemningen. De er jo fremtidens deltagere,” siger Kim Andersen.

Den Jyske Pigegarde gik i spidsen for optoget gennem Grenaa by på vej til åbningen.
Furnes Fotball havde omkring 40 uge med til Kattegat Cup.
Alle deltagere fra Nesjar IF i Norge bar på et budskab mod racisme og mobning på deres træningstøj.
Dagplejer Heidi Hvidberg havde tre af sine små dagplejebørn med til at kikke på, da optoget drog gennem Grenaa med fuld musik, flag og kampråb.
Indmarchen på HSM Arena er i fuld gang.
Borgmester Jan Petersen (S), Norddjurs Kommune, åbnede officielt årets Kattegat Cup.