Flere kandidater i Djurskredsen går hvileløse rundt
Mens Leif Lahn Jensen (S) og Kim Christiansen (DF) fastholder deres mandater på Christiansborg, venter de flere af de øvrige kandidater i Djurskredsen på, at de personlige stemmer bliver optalt
Anne-Mette Winther Christiansen (V) kan ikke vide sig sikker på, at hun er med i det nyvalgte Folketing.
Venstres dårlige valg på landsplan slog ekstra hårdt igennem i Østjylland og på Djursland, og derfor må Djurskredsens V-kandidat neglebidende vente på optællingen af de personlige stemmer.
Altinget.dk tipper følgende V-kandidater som sikre i Østjyllands Storkreds, hvor Venstre henter fire mandater mod syv i 2011:
- Jakob Ellemann-Jensen
- Michael Aastrup Jensen
- Troels Lund Poulsen
Den sidste plads kæmper Kim Andersen, Anne-Mette Winther Christiansen og Fatma Øktem om, ifølge Altinget.dk.
Anne-Mette Winther Christiansen, der har været på Borgen i mere end ti år, og i de seneste perioder repræsenteret Djursland sammen med Leif Lahn Jensen (S) og Kim Christiansen (DF). De to er sikre på genvalg.
Zeidler tripper nervøst
Også Liberal Alliances Per Zeidler går rundt og venter i spænding.
Liberal Alliance fik et flot valg i Østjylland og fordoblede mandattallet fra et til to, men gjorde det ikke nævneværdigt flot i Djurskredsen, hvor fremgangen fra 2011 var på godt 1.000 stemmer, og lige rundede de 3.000 krydser.
Zeidler siger til Lokalavisen, at han havde forventet, at partiet havde kunnet hente 3.500 stemmer på Djursland.
Netop resultatet på Djursland kan blive afgørende for, at Per Zeidler bliver den lille, når det bliver en k4endsgerning, hvem der skal følge med Ole Birk Olesen, nuværende MF'er, fra Østjylland til Christiansborg.
Altinget.dk tipper, at mandat nummer to tilfalder enten Per Zeidler, Carsten Bach eller Jakob Rixen.
"Jeg har ingen fornemmelse af mine muligheder, jeg kan kun afvente de personlige stemmer bliver optalt," siger Per Zeidler, som efter tre ugers valgkamp erkender, at han bare er udkørt fysisk og mentalt.
"Det hårdeste jeg nogensinde har oplevet og meget hårdere end en valgkamp forud for et kommunalvalg," siger Per Zeidler, før han senere fredag kender de personlige stemmetal.
Hvor er Dalgaard?
Per Dalgaard, byrådsmedlem i Syddjurs, men opstillet i Favrskovkredsen, hvor Dansk Folkeparti havde et flot valg og bekræftede tendensen på landsplan, er ikke nævnt på Altinget.dk som en af de fem DF'ere fra Østjylland, der får en kode til indgangsdøren på Christiansborg.
Dansk Folkeparti er gået frem fra tre til fem mandater i Østjylland, og Altinget.dk forventer, at de pladser går til følgende:
- Kim Christiansen
- Mette Hjermind Dencker
- Hans Kristian Skibby
- Tilde Bork
- Claus Kvist Hansen
Dalgaard, tidligere MF'er i to omgange, må som alle de øvrige afvente de personlige stemmetal, før han kender til sin politiske fremtid og måske trodser spådommene fra Altinget.dk.