Fortsæt til indhold

Smukfest som erhvervsfremstød

Niels Christian Hancke er taget til Smukfest for at møde kunder og promovere sit firma

Samfund
Arkiv

Smukfest handler mest om fest og antidagligdag. Alligevel har Niels Christian Hancke valgt at arbejde under festivalen. Han har lejet tennisklubbens faciliteter til en firmaevent. Hans firma booker hotelværelser til folk i produktionsbranchen.
"Mange af mine kunder er på festivalen, så det er oplagt at møde dem her," fortæller Niels i et øjebliks ro.
"Jeg ville gerne lave noget for dem, der har støttet mig i opstartsfasen, og møde de kunder jeg ellers kun taler i telefon og mailer med," siger han.
"Det er mit fjerde år på Smukfest, og det er en fantastisk fest. Folk er venlige og tager hensyn til hinanden. Det er bare en smuk fest. Det er vist den eneste måde, at beskrive det på."
Lækker loungemusik og duften fra maden på grillen lokker gæsterne ind.

Niels' kunder er godt tilfredse med arrangementet og ikke mindst samarbejdet. Mads Nørfeldt Marstrand, creative producer i U itch I scratch, bruger Productionhotel til alle hans folk.
"Jeg står for at skulle sende 40 mand til Ålesund i 7 dage på en stor opgave. Niels kender branchen og ved, hvilke behov vi har. For eksempel kan det ikke nytte at køkkenet og receptionen lukker kl. 22, når vi arbejder til sent. Der skal også være et sikkerhedsrum til vores dyre udstyr, der hvor vi bor. Alle den slags behov tager han højde for, når han booker for os," siger Mads.
"Ikke nok med, at han er billigere at bruge end hotels.com, vi skal heller ikke have en sekretær til at gøre arbejdet."

Mads Nørfeldt Marstrand er kommet forbi Produktionhotels firmaevent i tennisklubben. Foto: Anne Mathilde Friis Larsen

Tennisklubbens trofaste hjælpere Jytte, Gyda, Christian og Preben har været i gang siden klokken syv. Der bliver grillet bøffer til burgere og serveret drinks og snacks.
"Vi synes, det er utrolig sjovt at være med, selvom vi har været tidligt i gang," siger Preben Toft.
Han er motionsspiller og blæksprutte i klubben - både til daglig og under Smukfest.
Samarbejdet mellem københavnervirksomheden og Skanderborg Lawn Tennis Klub er kommet i stand fordi Niels tidligere har været forbi og få den velkendte champagnebrunch, som tennisklubben serverer under Smukfest.
"Jeg ringede til formanden, som var med på idéen. Vi mødtes i sidste uge, og i dag kører det bare," siger Niels.
"Jeg tror, de går og hygger sig med det, og så møder de nogle glade unge mennesker."

Preben og Gyda sørger for lækker grillmad til firmaevent i tennisklubben. Foto: Anne Mathilde Friis Larsen