Fortsæt til indhold

Wistoft støtter Støjberg

Syddjurs borgmesteren bifalder partifællens arbejde med at mindske antallet af flygtninge, der nærmer sig Danmarks grænser

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

?I modsætning til Venstres lokalformand i Norddjurs, Inge Dorte Mandrup, støtter Syddjurs borgmester Claus Wistoft (V), sin partifælle, Integrationsminister Inger Støjbergs planer om at indrykke annoncer i en række udenlandske aviser for at advare flygtninge om at nærme sig Danmarks grænser.

“Min personlige holdning er, at der er behov for at stramme op,” siger Claus Wistoft.

“Jeg er naturligvis helt med på, at vi skal hjælpe mennesker i nød, men vi er simpelthen ikke rustet ude i kommunerne til at tage imod flere flygtninge, fordi vi ikke kan skaffe hverken boliger eller beskæftigelse til dem,”? siger Syddjurs borgmesteren, der er enig med Integrationsministeren i, at asylansøgere vil kigge mod de lande, hvor velfærdsydelserne er høje - herunder Danmark.

“Antallet af flygtninge i verden lige nu er så stort et problem, at det handler om at få det bragt op på et europæisk plan,”?siger Claus Wistoft, der nationalt appellerer til, at Udlændingestyrelsen, Regeringen og kommunerne bliver enige om målene for indsatsen, og så lader de nødvendige ressourcer følge med.