Ung frisør på 20 år starter egen salon
Ryomgård-pigen Simone Nygaard Hansen åbner SAX1 i Kolind
Tiden råber på unge mennesker med mod og lyst til at blive selvstændige i forretningslivet. Simone Nygaard Hansen, 20, har lyttet godt efter, for hun har aldrig været i tvivl om, at hun på et tidspunkt skulle åbne egen frisørsalon.
“Jeg har villet være frisør med egen salon fra jeg var seks år, så jeg var ikke i tvivl, da muligheden bød sig i Kolind,” siger den tidligere Ryomgård-pige, der mandag åbner SAX1 på Bredgade i Kolind i de samme lokaler, som tidligere husede Frisør Amadeus ved indehaver Maj Laursen, der tidligere på året valgte at stoppe.
Søndag holder hun fri
Den unge frisør bliver i første omgang det eneste ansigt i salonen, selv om hun får fire arbejdspladser i SAX1.
Simone Nygaard Hansen vil kende forretningsgrundlaget, før hun kaster sig ud i at ansætte personale, og hun starter ikke beskedent ud. Hun er parat til rubbe neglene.
Kun søndag trækker hun skodderne for. Ugens øvrige seks dage er hun klar med saks og øvrigt tilbehør, og hun kan næsten ikke vente til, at håndværkerne er færdige, og det bliver første åbningsdag mandag 17. august på slaget ni.
Hun tager dog allerede forskud på glæderne med åbningsreception lørdag 15. august fra klokken 14-18.
Fornuftig investering
Simone Nygaard Hansen, der bor i en lejlighed i ejendommen på Bredgade, har investeret et sekscifret beløb i sin nye salon, og sammen med gode rådgivere, blandt andet sine forældre, har hun lavet et fornuftigt budget, som gør det realistisk at tro på, at hendes drøm om at få fod under eget bord, snildt kan holde vand, så der både bliver til løn, husleje og afdrag til banken.
“Det er slet ikke sådan, at jeg satser hele min økonomi,” lover Simone, der er uddannet hos Hår Galleriet og indehaver Rikke Klemmesen i Ebeltoft, hvor hun fik læreplads umiddelbart efter, at hun havde afsluttet tiende skoleår.
“Jeg har efter Hår Galleriet været løst beskæftiget et par andre steder, blandt andet hos Inspiration i Grenaa, og da der ikke lige bød sig en fast stilling, besluttede jeg mig for at gå selv og åbne SAX1.”
Negletekniker i salonen
Den unge indehaver forventer, at hun inden så længe kan sige goddag til sin svigerinde Mia Grøn Laursen i salonen. Hun er uddannet negletekniker og vil blive tilknyttet SAX1, men ikke som ansat hos Simone Nygaard Hansen.
“Hun får en plads i salonen, hvor hun kan lave negle på sine kunder, men det er ikke helt på plads, hvornår hun starter,” siger Simone, der ligesom andre frisører har en hjemmeside, hvor man kan booke tid hos Kolinds nyeste inden for frisørfaget, som nu skal finde fodfæste blandt de allerede veletablerede, Frisør GRO og LOSINI.
"Jeg tror, der er plads til os alle," siger Simone med et optimistisk smil og med den stoiske ro, der kendetegner en cool pige som brænder for sit projekt.