FC Djursland klar til at sætte prop i hullet
Afgang af anfører Jeppe Juhl og midtbaneregissøren Morten Hjorth svækker ikke FC Djurslands tro på et godt efterår efter nedrykningen til Jyllandsserien
FC Djurslands førstehold skal have stoppet nedturen efter to nedrykninger i streg fra 2. division over Danmarksserien og til Jyllandsserien.
Det tror direktør Ronni Didriksen også er muligt, selv om anfører Jeppe Juhl og midtbanespilleren Morten Hjorth har forladt foretagendet.
Jeppe Juhl forsøger at spille sig på Odders bedste hold i 2. division, mens Morten Hjorths fremtidige destination er ukendt for FC Djurslands direktør.
"Morten Hjorth har ikke vist sig til træning efter sommerferien, og vi forventer ikke, at han spiller hos os længere," siger Ronni Didriksen.
Han kan til gengæld glæde sig over tilgang af den talentfulde målmand Kaare Pedersen, der er tilbage i Grenaa efter et længere udenlandsophold i Schweiz, og argentinske German Facundo.
Sidstnævnte var med i en tre måneders periode i foråret og blev bedre og bedre fra kamp til kamp.
"Han blev så glad for at spille hos os, at han vender tilbage sidst i august, når vi har spillet de to første turneringskampe. German Facundo bor i Miami sammen med sin familie og kommer til Danmark på et tre måneders turistvisum," fortæller Ronni Didriksen.
FC Djursland-truppen har også fået tilgang af brødrene Rasmus og Simon Konge Laursen, der er kommet til fra en af moderklubberne, Østdjurs 91.
Lahn og Bredahl til Portugal
FC Djursland må i efteråret undvære talenterne Benjamin Lahn og målmand Jesper Bredahl, der spillede stort set fast på Danmarksserieholdet i foråret.
Lahn, Bredahl og kammeraten Abdou, som kender hinanden fra Brazil Football College, er draget til Portugal for sammen at afprøve fodboldlykken i klubben UD Oliveirense.
Klubbens bedste seniorhold spiller i den næstbedste række i Portugal, mens U19-holdet spiller i den bedste række.
Det er på sidstnævnte hold, at Lahn, Bredahl og Abdou skal forsøge at gøre sig gældende og slå deres folder.
Turen er kommet i stand på foranledning af Renato, træner på Brazil Football College i sidste skoleår.
"Vi ønsker dem held og lykke, selv om det naturligvis er lidt af en streg i regningen, fordi vi forventede, at både Lahn og Bredahl skulle være med på vores førstehold," siger Ronni Didriksen.
Tæt samarbejde
FC Djursland vil i efteråret knytte førsteholdet og U19-truppen meget tættere sammen ved at lade spillerne træne på samme tidspunkter og nogle gange gennemføre fælles træningspas.
"Vi forventer, at flere unge kan være med i kampen om pladserne på førsteholdet, og vi har jo mulighed for at flexe, så U19 spillerne både kan spille førsteholdsfodbold om lørdagen og på U19-holdet om søndagen i samme spillerunde," siger Ronni Didriksen.
Førsteholdet mødte lørdag U19-holdet i en træningskamp og vandt med 6-1.
"Resultatet lyver dog, for stillingen ved pausen var rent faktisk 1-1," fortæller Ronni Didriksen.
Kampen blev spillet på Trustrup Stadion.
Oprindeligt skulle førsteholdet have mødt Brabrand, som også måtte tage turen ned i Jyllandsserien i sidste sæson ligesom FC Djursland.
"Brabrand kunne ikke stille hold, meddelte de os. Klubbens cheftræner fra sidste sæson, Robert Sørensen, er skiftet til Lystrup, og det har vist betydet rokeringer i de aarhusianske klubbers trupper," siger FC Djurslands direktør.
Han ser frem til, at veteraner som Simon Sørensen, Kristian Kaagh, Joakim Gotfred og Brian Johansen kan løfte deres yngre holdkammerater i den kommende sæson, der for FC Djurslands vedkommende begynder med en hjemmekamp onsdag 12. august. Christiansbjerg IF kommer på besøg klokken 19 på HSM Arena.
Holdet fra det nordlige Aarhus har benyttet sommerpausen til et trænerskifte. Brian Thorvaldsen, som senest har stået I spidsen for TST, er trådt til som ny cheftræner efter Kim Kristiansen. Han startede træningen 28. juli.
Christiansbjerg IF spillede i Jyllandsserien-2 i foråret 2015, hvor holdet på en god slutspurt og mange mål af Michael "Digger" Rasmussen sneg sig op på en fjerdeplads og dermed undgik nedrykning til Serie 1.