Fortsæt til indhold

Ukrainske veteraner besøger Fredericia

En ny forening vil hjælpe veteraner med nye metoder

Samfund
Peter Friis Autzen

I denne uge er en lille delegation fra Ukraine på besøg i Fredericia. De kommer for at besøge den et år gamle forening ’Veterans and kinship aid’ og dens formand, fredericianske Steen Bach Andersen.
"Vi har glædet os til at erfaringsudveksle," siger Steen Bach Andersen.
Både ukrainerne og den danske forening med det engelske navn arbejder for at hjælpe krigsveteraner tilbage til et så tåleligt liv som muligt og en hverdag, der er til at holde ud for både veteranen og vedkommendes omgivelser.
"Husk på, at når en veteran har det dårligt, er der også en ægtefælle, nogle børn, nogle kolleger, nogle søskende og mange andre, der har det dårligt," siger Steen Bach Andersen.
Metoderne er en særlig form for terapi.
"Det er krops-psykoterapi og kaldes bodynamic. Vi har set, at det virker, og vi håber at kunne uddanne flere til at hjælpe veteranerne gennem forløbene. Det skal vi bruge mindst 75.000 kroner til, så sponsorer er velkomne," siger Steen Bach Andersen.
De tre ukrainske veteraner, hvoraf den ene er en kun 18-årig kvinde, skulle have været i Fredericia i sidste uge, men blev forsinket af visum-problemer.