Fortsæt til indhold

Byvandring med provsten - en kær tradition i Ryomgård

Tidligere provst Helge Qvist Frandsen har igen fundet tre fikspunkter til den årlige byvandring, der som altid indleder årets sommerfest

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

?Ingen sommerfest i Ryomgård uden en byvandring med tidligere provst Helge Qvist Frandsen som arrangør, og ham der går i spidsen. En mangeårig tradition som værdsættes af mange borgere.

Onsdag 12. august har Helge Qvist Frandsen igen sammensat et righoldigt program. Starten går som altid fra Ryomgård Hotels parkeringsplads - herfra videre til virksomheden Center Gros på Nimtoftevej, hvor direktør Jens Kjeldsen vil fortælle om den store virksomhed ved indkørslen til Ryomgård.

"Vi kender den alle udefra, men nu bliver der lejlighed til at høre om, hvad der foregår inde i de velholdte bygninger," lover Helge Qvist Frandsen.

Besøg i Børnehuset

Derefter fortsætter turen til Børnehuset Ringvejen, hvor daglig leder Charlotte Thastum tager imod og fortæller om dagligdagen, som den former sig for nogle af områdets yngste medborgere.

Tredje kapitel foregår på den nye krolfbane på P.Vejsgaardsvænget, der netop er blevet indviet tidligere samme dag af borgmester Claus Wistoft. Her vil Ældresagens formand Ove Buus Pedersen fortælle om banens tilblivelse og brug.

Turen slutter sædvanen tro på Ryomgård Hotel, hvor værtsparret, Joan og Benn Schmidt, er klar med kaffebord til de gående.