Fortsæt til indhold

PR electronics sponsorerer lokalt racerkørertalent

Racerkøreren Frederik Schandorff fra Essig kan se frem til støtte fra PR electronics

Samfund
Af Martin Schultz

Elektronikvirksomheden PR electronics i Følle har indgået en sponsoraftale med den unge racerkører Frederik Schandorff fra Essig.
Sponsoraftalen træder i kraft med øjebliklig virkning og dækker motorkørertalentets sidste fem løb i 2015.
18-årige Frederik Schandorff har de seneste år arbejdet hårdt på at etablere sig i Dansk Motorsport. Han har opnået lovende resultater ved blandt andet at vinde nordiske og danske mesterskaber i gokart, Danmarksmesterskabet i Formel Ford, og Dansk Idræts Forbunds guldmedalje i både gokart og Formel Ford.
I år kører den unge Frederik Schandorff DTC og næste år er målet Formel 3.
”Derfor betyder den kommercielle del en endnu større rolle, og udvidelsen af sponsorkredsen med PR electronics er derfor et vigtigt skridt på vejen,” siger Frederik Schandorff.

Værdier til fælles

PR electronics i Følle sponsorerer i forvejen idrætsaktiviteter i lokalområdet og er blandt andet navnesponsor for Røndes nye kunstgræsbane, PR Park.
Ifølge marketingchef Mizi Rahbek Lauritsen er det netop Frederik Schandorffs store ambitioner og potentiale, der er en af hovedårsagerne til, at virksomheden vælger at indgå et sponsorsamarbejde med det unge talent.
”Som virksomhed har vi mange værdier tilfælles med Frederik,” siger Mizi Rahbek Lauritsen og henviser til PR electronics' slogan ”Performance made smarter”.
”Vores slogan handler i bund og grund om at tænke ud af boksen, vende tingene på hovedet og finde nye smartere måder at gribe tingene an på. Det samme gør sig gældende for Frederik, hvis han skal nå til Formel 1.”
I weekenden kørte Frederik Schandorff Copenhagen Historic Grand Prix 2015 på Bellahøj i København.