Dumme fejl kostede for Grenaa IF i Serie 1
Grenaa tabte sæsonpremieren til fysisk stærke BMI, der ellers ikke kom med noget, som kunne få Grenaa-træner Brian Engelund til at falde i svime
Fysik, råstyrke og en god portion power var tre ting, der kendetegnede nyoprykkede Beder-Malling IF (BMI), i weekendens sæsonpremiere i Serie 1 mod Grenaa IF, hvis man spørger sidstnævntes cheftræner Brian Engelund, der selv stod opført på kampkortet uden at komme i spil.
Det gjorde også hans assistent, Michael Hougaard, og han kom på banen undervejs sammen med den tredje indskifter, Oliver Møller Westerberg.
Grenaa tabte opgøret 4-2 (3-1), og det var lidt surt show.
To tidlige mål fra hjemmeholdets side efter henholdsvis fem og ti minutter var af indlysende grunde ikke en del af den gameplan, som Brian Engelund mødte frem med til kampen.
"Bevares, BMI havde deres chancer, men alle deres fire scoringer var et resultat af store fejl fra vores side, så efter kampen måtte jeg konstatere, at vores spil i felterne ikke var godt nok," siger Brian Engelund.
Jalil Faizi reducerede til 2-1 efter et kvarter for Grenaa IF, men tæt på de 40 minutter øgede hjemmeholdet til 3-1 efter et hjørnespark.
Har holdet til at spille possession
Efter pausen blev det også 4-1 i det 70. minut, før Sune Sørensen reducerede for Grenaa IF til slutresultatet 4-2.
"I perioder spillede vi fint possessionfodbold, og det er også det, vi har spillerne til at gøre. Vi har ikke fysik og råstyrke til at spille anderledes, men lige nu mangler vi lidt form, før vi kan spille det spil, som vi gerne vil, fordi det er krævende fysisk og betinger masser af bevægelse af samtlige spillere," siger Brian Engelund.
Målet for Grenaa IF er at sikre holdet en ny sæson i Serie 1 og så udvikle spillerne.
"Vi er andethold og er afhængige af, hvad vi får ned oppe fra (FC Djursland, red.), så det kan ikke være anderledes" siger Brian Engelund.
"Vi kan trække på FC Djurslands U19 spillere, men der skal også være en balance i tingene, så der er ikke bliver drevet rovdrift på de unge mennesker."
Han er fortsat uden den stærke midtbanespiller Kristian Gertsen, der genoptræner efter sin skade fra før sommerferien. Endvidere råder han heller ikke over den store angriber Jens Bachmann og lynhurtige Stig Zacher, som begge nu indgår i FC Djursland-truppen. Zacher rykkede allerede et skridt op før sommerferien, men er lige nu skadet.
Til gengæld har han i sommerferien fået tilgang af den teknisk dygtige midtbanespiller Mathias Fruensgaard fra Aastrup/Hammelev.
Allerede i aften (tirsdag 18. januar) bliver der mulighed for at hente de første point, når Grenaa IF møder Lyseng på Grenaa Stadion klokken 19.