Fortsæt til indhold

Læseheste med æselører mødes igen på Posthuset

Læseklubben Læselyst i Ryomgård inviterer til en ny omgang fællessnak om en bog med velbehag

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Hvorfor læser man? For at leve et liv man ellers ikke havde haft adgang til? For at lade de andre om at sætte livet som indsats, så man risikofrit høstede deres erfaringer? For at se livet som en rejse i Odysseus´ spejl, som en samtale om kærlighed.
I læseklubben Læselyst, Ryomgård, der har rod i Marie Magdalene-Koed Pastorat, elsker deltagerne bøger og mødes til fælles snakke om en bog, de har læst.
Læseklubben lagede ud i foråret med svenske Fredrik Backmans 'En mand, der hedder Ove', som der senere blev lavet en aftenandagt over i Marie Magdalene Kirke.

Fodbold og natron

Begejstringen for Frederik Backmann er så stor, at Læselyst fortsætter med den humoristiske svensker og romanen 'Britt-Marie var her' om 63-årige Briit-Marie, der oven på en skilsmisse og 40 års ægteskab ender i en lille svensk flække, hvor det eneste som interesserer byens tilbageblevne børn og voksne er fodbold. Britt-Marie hader fodbold og elsker natron, men hun ender med at blive fodboldtræner i den lille by i Udkantssverige, som er befolket af lutter originaler som hende selv.
Tirsdag 25. august inviterer Læselyst alle læseheste med æselører til en ny tour de force om romanen. Mødestedet er det gamle posthus i Ryomgård klokken 19 til 20.30.
Det kræver ingen forudsætninger, andet end lyst til at læse og dele ud af erfaringer eller høre andres oplevelse af den samme bog.