I kan rende og hoppe i Aarhus
Kandidaterne stod nærmest i kø for at prise vigtigheden af Lufthavnen ved vælgermøde i Ugelbølle
Det var lige før, man fik lyst til at synge et par strofer af den gamle TV2-sang 'Lorteland', ved mandagens vælgermøde på Ugelbølle Friskole arrangeret af Ugelbølle Landsbyråd:
"Aldrig nogensinde har så mange
været enige om så meget
og sjældent har så få gjort så lidt"
Anledningen var den pludselige opståede interesse blandt samtlige deltagende partiers repræsentanter for at tale varmt for den hårdt pressede Aarhus Lufthavn og placeringen i Tirstrup - eller Stabrand - alt efter temperament.
Debatten er naturligvis højaktuel i valgkampen i kølvandet på den af Aarhus Byråd bestilte Grontmij-lufthavnsanalyse, som har udpeget fire mulige placeringer for en ny storlufthavn i Østjylland - to i Skanderborg og to i Aarhus.
De to destinationer i Skanderborg har et enigt Skanderborg Byråd allerede skudt ned, og reelt er der så kun den gamle traver, Thomasminde, tilbage at snakke om som alternativ placering til den nuværende.
Rørende enige
Panelet: Kim Christiansen (DF), Søren Vanting (C), Anne-Mette Winther Christiansen (V), Carsten Bech (Rad.V.), Leif Lahn Jensen (S), Kirstine Bille (SF), Anders Stenumgaard Lind (Alternativet) og Ulf Harbo (Enhedslisten) var rørende enige om, at Tirstrup/Stabrand er det rigtige hjemsted for en lufthavn i Østjylland, selv om Aarhus Lufthavn A/S bløder, trænger til kunstigt åndedræt og er sakket håbløst bagud i forhold til de jyske mastodonter i Aalborg og Billund.
Ingen i panelet, måske bortset fra SFs Kirstine Bille, forholdt sig til det faktum, at godt nok har Aarhus borgmester Jacob Bundsgaard (S) lovet, at Aarhus Byråd på baggrund Grontmij-lufthavnsanalysen vil træffe en principbeslutning inden sommerferien for at få afklaret, om der er basis for at arbejde videre med planerne om en ny østjysk storlufthavn, men fra en principbeslutning og til en endelig beslutning kan der gå lang tid, og Aarhus Lufthavn har ikke råd til at vente 2-3 år på, at hovedaktionæren, Aarhus Kommune, beslutter sig.
Bundsgaard har meldt ud, at han 18. juni ikke overraskende krydser ved Nicolai Wammen, der selvfølgelig støtter planerne om en ny storlufthavn.
Heunicke afviser
Socialdemokratiets Leif Lahn Jensen slog fast, hvad han har sagt tidligere i valgkampen, at han har sin partifælles, nuværende transportminister Magnus Heunicke, ord for, at aarhusianerne med henvisning til Lufthavnsloven godt kan glemme alt om deres drømme om en ny storlufthavn i Østjylland, og han fik et nik fra sine folketingskolleger, Anne-Mette Winther Christiansen og Kim Christiansen, på, at de også vil vride armen rundt på en ny borgerlig transportminister, hvis valget falder ud til blå side.
"For de tre milliarder, det vil koste at bygge en ny lufthavn ved Thomasminde, kan vi både få en letbaneforbindelse til Tirstrup og få en motorvej til Grenaa plus, at vi kan få flyttet den nuværende lufthavnsterminal," lød det optimistisk fra Socialdemokratiets gruppeformand.
Netop en forbedring af infrastrukturen er måden at redde den synkende skude i Tirstrup på, var der ligeledes bred enighed om i panelet.
Kirstine Bille henviste til resultatet af en tidligere foretaget analyse af den samfundsøkonomiske rentabilitet ved at få en motorvej til Tirstrup. Regnestykket viste en rentabilitet på 4,8 procent, men manglede lige et par gram for at nå tommelfingerreglen på 5 procent i den slags statslige projekter.
"Men hvor ville det da have været velgørende, hvis mange flere dengang havde råbt højt om, at 4,8 procent er et flot resultat," sagde Kirstine Bille, der mindede om, at det er op ad bakke for Aarhus Lufthavn hver gang en eller anden går i panik over, at der bliver stillet spørgsmålstegn ved Aarhus Lufthavns fremtid.
Det kunne Anne-Mette Winther Christiansen nikke ja til efter en nylig rundtur i Aalborg Lufthavn, hvor det for hende var blevet tydeligt, at mængden af negative historier om Aarhus Lufthavn bliver konverteret til positive historier i markedsføringen af den nordjyske lufthavn.
Konklusion: I kan rende og hoppe i Aarhus, var budskabet fra vælgermødet, men så heller ikke ret meget mere. Infrastrukturinvesteringer i den størrelsesorden, som blev foreslået på mødet, bliver det med garanti ikke nemt at overbevise et folketingsflertal om, men som Kim Christiansen fastslog, så er der allerede foretaget store infrastrukturinvesteringer på Djursland: Nordligt og sydligt hængsel på E45, elektrificering af Grenaabanen, kommende halvtimesdrift på den kommende letbanestrækning og senest et trinbræt i Thorsager, så måske er intet umuligt?