Radikale Venstre står til at blive ristet - også i Østjylland
I Østjylland står partiet til blot et mandat i ny Risbjerg Thomsen-prognose på Altinget.dk
Det Radikale Venstre, der i år fylder 110 år, står til næsten en halvering i ny geografisk prognose, som valgforsker Søren Risbjerg Thomsen har lavet for Altinget.
Søren Risbjerg Thomsen har for Altinget udarbejdet en prognose, der viser, i hvor mange mandater Radikale ser ud til at få i de enkelte storkredse. Prognosen bygger på, at partiet får 9 mandater mod de nuværende 17. Hvis partiet går frem eller tilbage, ændrer det prognosen.
I Østjylland betyder det, at kun partiets politiske leder Morten Østergaard opnår genvalg, mens partiets uddannelsesordfører Liv Holm Andersen står til at ryge ud.
For partiets kandidat i Djurskredsen, Carsten Bech, tidligere byrådsmedlem i Rønde og Syddjurs Kommune, er det således op ad bakke i forhold til at debutere på Christiansborg.
Carsten Bech siger til Lokalavisen, at han er fint tilfreds med sin valgkamp.
"Jeg får mange henvendelser og tilkendegivelser på de elektroniske medier, også mange flere end jeg kan nå at besvare, men det er selvfølgelig klart, at vores situation i meningsmålingerne ser træls ud. Der er dog fortsat tid til at rette op på tingene," siger Carsten Bech, der sidder i Det Radikale Venstres hovedbestyrelse.