Carsten Bech vil sunde sig over skuffelsen
Den radikale Carsten Bech fra Ugelbølle vil ikke stille op til Folketinget mere
Den omtrentlige halvering af Radikale Venstres stemmetal på landsplan svarer godt til den behandling vælgerne også udsatte den lokale kandidat i Djurskredsen Carsten Bech for.
Den økologiske landmand fra Ugelbølle opnåede 177 personlige stemmer i Djurskredsen og det er mere ned en halvering af stemmetallet ved valget i 2011. Carsten Bechs stemmetal svarer til 14% af de afgivne stemmer på Det Radikale Venstre
Carsten Bech var første gang opstillet til Folketing i 90'erne og har nu gjort forsøget to gange i 2001 og 2015.
”Nu vil jeg ikke stille op til Folketinget mere. Hvad kommende kommunalvalg angår vil jeg lige sunde mig, inden jeg beslutter mig til at stille op igen,” siger Carsten Bech, som har været kommunalpolitiker i 16 år i først Rønde og siden Syddjurs Kommune inden han ved det seneste kommunalvalg mistede sin plads i byrådet.
Budskaber bliver ikke forstået
Som radikal er Carsten Bech skuffet over partiets tilbagegang.
”Vi har haft svært ved at forklare vores politik. Det er forbandet, at vælgerne ikke forstår os, når vi siger, at problemerne skal løses fra bunden af, og at det ikke er dem, der råber højest, som skal hjælpes først,” siger Carsten Bech.
”Det ligger jo i det radikale DNA, at man også fortæller hvordan, når der er noget man vil. Andre fortæller bare hvor de vil hen og ikke, hvordan man skal komme derhen,” siger Carsten Bech om partiets kommunikationsproblem.
”Vores budskaber er ikke blevet forstået. Og så er det, vi får skudt i skoene, at vi er asociale,” siger Carsten Bech, som kan ærgre sig over at Radikale Venstre måtte afgive mange stemmer til Alternativet.
”Alternativet har et mål om at landbruget skal være 100% økologisk. Jeg er allerede 100% økologisk landmand på min gård, ” siger Carsten Bech.