"En løn må være nok"
Peter Kofod (DF) er overrasket over at også han er "ramt" af det såkaldte eftervederlag, som han forsøger at slippe for
"Jeg er åbenbart blevet ramt af reglerne om eftervederlag," lyder det fra en overrasket Peter Kofod (DF) Han var formand for kommunens Socialudvalg indtil han i forsommeren blev valgt ind i Folketinget. Han fortsætter:
"Det er regler, som hurtigst muligt skal om må laves om, da de simpelthen udfordrer almindelig sund fornuft og rimelighed med offentlige midler."
"Lad mig kort skitsere: Efter folketingsvalget stoppede jeg som følge af en rokade i partiet som socialudvalgsformand i slutningen af juni. Jeg fik i juli udbetalt formandsvederlag - jeg regnede med, at det måtte være en fejl, da udbetalingsdatoen faldt få dage efter rokaden. I august fik jeg atter udbetalt formandsvederlag. Jeg kontaktede derfor administrationen (i start august pga. ferien), da jeg alligevel var på rådhuset og bad om girokort eller kontonummer, så pengene kunne komme retur. Nu kan jeg så læse i pressen, at kommunale udvalgsformænd får udbetalt eftervederlag i nogle måneder efter, de stopper."
Meget overrasket
"Jeg var meget overrasket! Derfor har jeg skrevet til borgmesteren og kommunaldirektøren for at bede om at betale tilbage. Såfremt dette ikke er muligt, vil jeg give hver en krone til lokal, sønderjysk velgørenhed. Jeg er mildest talt chokkeret over reglerne - de skal simpelthen laves om. Jeg overgår - efter eget valg - til nye opgaver med nyt vederlag, men modtager stadig det tidligere. Det er urimeligt overfor borgerne. Derfor vil jeg og Dansk Folkeparti arbejde på at få reglerne lavet om," understreger Peter Kofod i en mail til Lokalavisen Haderslev.