Fortsæt til indhold

Kirkekorene synger igen

Børnekoret og Ungdomskantoriet ved Bregnet Kirke tager hul på en ny korsæson

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Sommerferien er forbi, skolerne er startet og efterårets mange aktiviteter i fritiden kan dermed få luft under vingerne.
Det gælder også Børnekoret og Ungdomskantoriet ved Bregnet Kirke, der under ledelse af korleder Helle Zederkof, tager hul på en ny sæson.
Helle Zederkof har forberedt en masse nye sange og arrangementer, som korsangerne skal synge og deltage i, og hun glæder sig til at se alle – både de ”gamle” korsangere, men også meget gerne nye børn og unge, der har lyst til at prøve at synge i kor – alle er meget velkomne til at komme og være med.

Børnekoret

Børnekoret synger nye og gamle sange og salmer, lærer enkle flerstemmige sange og lærer lidt om noder, ligesom der også bliver tid til en god pause med kage, saft og leg – alt sammen med fokus på, at det skal være sjovt at synge i kor.

Ungdomskantoriet

"Koret bestod inden ferien af 12 dygtige sangere fra 7.klasse og til 3.g, men vi kan sagtens være flere i koret," siger Helle Zederkoff.
Lige før sommerferien deltog 6 af korets sangere i Folkekirkens Ungdomskors Landsstævne i Aarhus sammen med 300 andre unge korsangere fra hele landet.
"Det var nogle dejlige dage, hvor vi fik sunget en masse ny musik, fik nye venner og det hele sluttede af med et brag af en koncert i Musikhuset i Aarhus hvor alle 300 sangere var på scenen samtidigt," fortæller korlederen, der udfordrer koret med lidt vanskeligere sange og salmer, rytmisk musik og korsangerne er selv med til at bestemme noget af repertoiret.

Mange opgaver

Begge kor har allerede flere ting på programmet, og børnekoret lægger ud med at synge til en gudstjeneste i det fri ved spejdernes bålhytte , mens Ungdomskantoriets første opgave bliver at synge til gudstjeneste i Byparken til Stafet for Livet i september.
”Det kræver ikke nogen forudsætninger at synge med i korene udover lysten til at synge og et godt humør,” understreger Helle Zederkof