Fortsæt til indhold

Næste mål for Buller er VM i Dubai

Rytteren Dorthe Christensen og hendes hest Buller vandt for tredie år i træk DM i lang-distanceridning

Samfund
Arkiv

Araberhesten Carpe Diem med tilnavnet Buller går for tiden og hygger sig i engen i Brunmosen, men for et par uger siden var den 12-årige vallak endnu engang flyvende til en vigtig DM konkurrence.
Med Dorthe Christensen som rytter lykkedes det nemlig Buller at vinde DM i langdistanceridning for tredie år i træk, og dermed har Dorthe Christensen fra Ryttergården i Brunmosen vundet DM i alt fire gange. Ekvipagen fra Djursland blev suveræne vindere af årets vindere på Klosterheden i Rom ved Lemvig og kom i mål godt en time før nummer to efter at have gennemført distancen på 120 km med indlagte stop.
”Til næste år er der VM i langdistanceridt i Dubai og vores mål er, at Buller får lov til at deltage i VM, som er et løb på 160 km,” siger Dorthe Christensen, som allerede i år forsøgte at kvalificere Buller til EM i Holland.
”For at komme med til EM eller VM skal man klare 160 km distancen med et snit på 14 km/timen. Vi forsøgte tidligere på året i København, men jeg lavede en fejl på ruten, så Buller kom til at løbe 16 km ekstra og så klarede vi ikke kravet,” fortæller Dorthe Christensen, som nu giver Buller ro, inden han i maj skal klare kravet på 160 km distancen ved et internationalt stævne i Holland.

Har den rette puls

Dorthe Christensen har været hestepige hele sit liv og har tidligere været springrytter. Men hun blev grebet af langdistanceridningen og er i dag i en alder af 55 år med Buller landets suverænt bedste ekvipage i denne disciplin.
I alt har hun fire heste, hvoraf de tre bliver trænet i Løvenholmskoven omkring Ryttergården på Alvejen i Brunmose.
”I distanceridning skal hest og rytter tilbagelægge 120 km med indlagte stop, hvor hesten kontrolleres af en dyrlæge og skal hvile. Det gælder om at kende sin hest og ride klogt, for hesten får målt sin puls, og så vinder man tid alt efter, hvor hurtigt den når en normal puls,” fortæller Dorthe Christensen.

Carpe Diem eller Buller (th), er Danmarks bedste langdistancehest. Han græsser sammen med den 5-årige araberhoppe Majida (tv), som Dorthe Christensen håber kan afløse Buller som hendes bedste konkurrencehest. Foto: Martin Schultz

Dubai er en drøm

Dorthe Christensen fandt Buller på nettet for seks år siden. Han var ikke redet til, men hun kunne med sit trænede rytterøje se, at han havde både glimt i øjet og stærke ben.
”Buller har en fantastisk puls og er derfor hurtig til at ”pulse” ned under hvilene i ridtet. Det betyder, at vi også her vinder tid i forhold til konkurrenterne,” siger Dorthe Christensen.
At gennemføre et VM-løb med Buller i Dubai er en drøm for Dorthe Christensen, som derfor vil tilrettelægge 2016 efter denne målsætning.
Der har tidligere været interesse fra sheikerne i Dubai for at købe Buller, men han er ifølge Dorthe Christensen ikke til salg.
Distanceridt på araberheste er en meget udbredt sport i ørkenstaterne omkring Golfen.

Dorthe Christensen og Buller var godt en time før nærmeste konkurrent ved årets DM i distanceridning på Klosterheden i Rom. Privatfoto