Fortsæt til indhold

På rulleski i Mols Bjerge

Ebeltoft Skiklub inviterer til “Stabelhøjløbet” på rulleski på Mols

Samfund
Af Martin Schultz

?Selv om der er lang tid til rigtig sne i Mols Bjerge og augustsolen bager, så kan man som interesseret i skiløb godt komme ud og få pudset teknikken og grundformen af.

Det sker, når Ebeltoft Skiklub lørdag 15. august kl. 12.30 arrangerer det årlige ”Stabelhøjløbet ” i Mols Bjerge.
Rulleski er en måde, som medlemmer af Ebeltoft Skiklub og andre skisportsinteressede bruger til at holde formen ved lige i sommerhalvåret, når der er langt til sne i Mols Bjerge eller andre skiterræner. På rulleski bevæger man sig af sted på små hjul under skiene.

Løbet starter ved Vråvej/Dybdalvej, og der rulles ad en 7,2 km rundstrækning på cykelstier og lavt trafikerede biveje med god asfalt gennem Egens, Grønfeld og Vrå, før der løbes 1,7 km op ad én lang bakke (81 m stigning) til målet ved Stabelhøjenes p-plads.

”Trods en samlet højdeforskel på 108 m fra rutens laveste punkt til mål, er ruten helt tryg, da målet ligger højere end starten,” siger Peter Sunde, som er bestyrelsesmedlem i Ebeltoft Skiklub.

Lån et par rulleski

Stabelhøjløbet er 7. løb i Vestcup. Man kan vælge mellem at løbe 1,7 (kun bakken op), 9, 16 eller 23 km.
Cykelhjelm og briller er obligatorisk, og man kan låne rulleskiudstyr af Ebeltoft Skiklub efter forudgående henvendelse hos Peter Sunde.

Efter løbet er der forfriskninger og hygge på Agri Baunehøjs P-plads.

“Tilskuere er naturligvis meget velkomne langs ruten,” siger Peter Sunde.