Pilgrimsvandring fra Granslev
Tag med på Pilgrimsvandring fra Granslev kirke søndag 30. august, lyder opfordringen fra Granslev menighedsråd og sognepræst Lene Sander.
De, som ønsker det, kan starte dagen med gudstjeneste kl. 9.30, hvorefter deltagerne mødes på P-pladsen uden for kirken kl. 10.30 og vandringen påbegyndes.
Der bliver to ruter, en kortere på ca. 4-5 km og en længere på 10-11 km. De to grupper vandrer sammen den første del af vandringen og skiller sig derpå ud fra hinanden. Menighedsrådet tilbyder en bid brød til de vandrende undervejs.
En pilgrimsvandring giver den enkelte vandrer mulighed for at fordybe sig, finde sin indre ro og i øvrigt nyde naturen og det gode selskab.Undervejs vil vi gøre et par korte stop bl.a. for at introducere til en kortere del af vandringen, som foregår i stilhed. Hvis man ikke ønsker stilhed, eller har børn med på turen, som har svært ved at være stille, vil det være muligt at forme en 'talende' bagtrop – så stilheden skal ikke afholde nogen fra at deltage.
Når vandringerne er færdige, mødes man i Granslev forsamlingshus, hvor der er suppe med tilhørende lækkert brød.