Fortsæt til indhold

En venlig dame runder et skarpt hjørne

Else Sommer, Ryomgård, kan på fredag se tilbage på et langt liv - 100 år på denne jord, kun seks borgere i Syddjurs er ældre

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

?Fredag 14. august 2015 kan Else Sommer, Ryomgård, fejre sin 100 års fødselsdag omgivet af sin store familie og i gode venners lag. Hendes fire børn: Børge, Tom, Knud og Grethe fejrer deres gamle, men åndsfriske mor sammen med 10 børnebørn, 19 oldebørn og to tipoldebørn. Fem generationer under samme tag, det er de færreste forundt at få den oplevelse.

Else Sommer bor i en hyggelig lejlighed i Ryomgård, hvor hendes ældste søn Børge Sommer har gjort det til en tradition at kigge forbi hver dag i den årle morgenstund for at smøre en rugbrødsmad med honning til sin mor, der ellers klarer sig flot selv med hjælp fra hjemmeplejens personale i Syddjurs, som både hun og sønnikke roser i høje toner for deres arbejde og fine service.

Selv om det efterhånden kniber lidt med syn og hørelse får den venlige og gemytlige dame hurtigt tungen på gled, da Lokalavisens udsendte kigger forbi, og hun kan sin livshistorie og også korrekse sønnen, hvis han husker et årstal forkert.

Sammen får de sammenstykket et langt livs betagende historie.

Den første pige

Else Sommer kom til verden som nummer tre - den første pige - i en børneflok på otte. Hun er nu den eneste tilbageværende af sine søskende. Meget apropos blev man i Folketinget i Else Sommers fødselsår enige om at brede demokratiet ud, så det også kom til at omfatte kvinder og tyende. En grundlovsændring i 1915 fastslog, at hunkøn og det arbejdende folk kunne stemme til Folketing og Landsting.

Else Sommers første leveår blev tilbragt i et hus ved Kanalen mellem Ginnerup og Fannerup, før familien flyttede til Tøstrup for at passe bedsteforældrene.

Her gik Else Sommer syv år i den lokale landsbyskole, og som det var traditionen dengang, kom de fleste børn fra landet ud at tjene efter skolen.

Else Sommer kom først i huset lokalt, men i 1935 tog hun springet over Kattegat. Året før i 1934 begyndte Grenaa-Hundestedlinjen mellem Djursland og Nordsjælland, og det indbød til at komme lidt længere ud i verden.

Sognefogeden i Kregme

"Bønderne på Sjælland ville gerne have solide jyske piger i deres brød," smiler Else Sommer, som fik plads i huset hos sognefogeden i Kregme ved Frederiksværk og havde en dejlig tid på Sjælland.

Den blev endnu bedre, da hendes mand, Svend Sommer (født 1913), som hun havde lært at kende i Tøstrup og blevet kærester med, fulgte efter hende til Sjælland, hvor han fik arbejde på en gård i Kregme.

"Han kunne ikke undvære mig," griner hun.

Det gik hurtigt med forlovelsen og efterfølgende giftermål, og i 1938 kom ældste søn Børge til verden og i 1941 datteren Grethe.

I 1942 blev familien enige om at søge tilbage til Djursland og Tøstrup. Senere boede familien flere steder i Ryomgård-området, blandt andet på Margrethelund og ved Korupskov, før den permanente base fra 1964 blev en villa på Skovvej i Ryomgård, som familien selv opførte.

Svend Sommer arbejdede en stor del af tiden ved Arke, før han og hustruen slog sig på bier med bistader mange steder på Djursland. En god forretning, der afkastede tonsvis af honning, husker sønnen Børge Sommer, og derfor er der en naturlig forklaring på, at Else Sommer altid starter dagen med en lækkerbisken - en honningmad.

Else Sommer havde den store sorg at måtte sige ret så pludseligt farvel til sin husbond og livsledsagerske i 1988.

Følger godt med

Den snart 100-årige dame kan se tilbage på et langt liv med to grusomme verdenskrige og et hav af andre krige i godt nok mindre, men ikke mindre modbydelig målestok, en rasende teknologisk udvikling, der med eksprestogsfart har vendt op og ned på mange ting, men også er årsag til, at en ældre dame i dag kan nyde godt af alskens fine hjælpemidler, der gør hverdagen meget nemmere for hende.

Hendes taknemmelighed kender heller ingen grænser, og hun er meget optaget af, at hendes gæst bliver beværtet med kaffe.

Hendes lyst til at holde sig orienteret om livets gang er også fortsat usvækket, hvad aviser og blade i nærheden af hendes favoritstol i den hyggelige stue vidner om.

100-årsdagen fejres i hjemmet, indendørs og udendørs.

"Alle er velkomne til at kigge forbi, nu håber vi blot på godt vejr, så nogle af gæsterne kan sidde udenfor," siger Børge Sommer.

Mon ikke Vor Herre opfylder det ønske. Det manglede da næsten bare, når man hedder Sommer til efternavn og kan fejre sådan en mærkedag.