Fortsæt til indhold

Det giver blæksorte pletter i sindet at dumpe til eksamen

Vestres Anne-Mette Winther Christiansen er ved at komme til hægterne igen, selv om hun totalt smeltede ned efter Folketingsvalget i juni 2015

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Politik er barsk business. Tag, hvad der kommer, eller hold dig væk.

Venstres Anne-Mette Winther Christiansen, 49, Grenaa, kan skrive under på, at det forholder sig sådan.
Efter mere end ti år og tre folketingsvalg med lutter optur for hende selv personligt på Djursland, dumpede hun ved Folketingsvalget torsdag 18. juni 2015.

“Selvfølgelig ved man godt, at det kan gå galt, og jeg vidste også, at det denne gang ville blive sværere at blive genvalgt, fordi Venstre ikke tog sig godt ud i meningsmålingerne,” siger Anne-Mette Winther Christiansen.

“Men, da det stod klart, at jeg ikke var blevet genvalgt trods et pænt personligt valg på Djursland, oplevede jeg i dagene efter en større nedtur, som jeg ikke vil tøve med at karakterisere som en nedsmeltning,” indrømmer hun her små to måneder efter valget, hvor hun så småt er ved at komme til hægterne igen.

Ridser i identiteten

Nedsmeltningen gjorde, at Anne-Mette Winther Christiansen en tid lang lukkede totalt af for alle andre end den nærmeste familie, mand og to piger.

“Jeg var ikke i stand til at få besøg, og familiekomsammener holdt jeg mig langt væk fra, fordi jeg ikke orkede at bruge de to første timer til at diskutere og forklare, hvorfor jeg ikke blev genvalgt og få spørgsmålet: “Hvad skal du så nu?”.
Mange søde kommentarer fra politiske venner og bekendte trøstede heldigvis i de første dage og uger, hvor tårekanalerne stod vidt åbne.

“Man mister noget af sig selv, når man dumper til sådan en politisk eksamen,” reflekterer hun.

“Tre dage efter Folketingsvalget begyndte det at tikke ind med praktiske mails fra Christiansborg om nedpakning af mit kontor på Borgen, og mit telefonnumer og min mailadresse, som jeg har haft i over ti år, blev lige pludselig taget fra mig?. Det giver nogle skrammer og ridser i identiteten at blive nulstillet,” lyder det smilende.
Venstres folketingsgruppe før valget var organiseret i klynger bestående af 4-5 MF'ere. Kun en af hendes klynge-fæller, Jan E. Jørgensen, blev genvalgt. Resten måtte, som Anne-Mette Winther Christiansen pakke sammen og skyndsomt forlade Borgen.

“Jeg har ikke prøvet noget lignende, men heldigvis har jeg altid været at sammenligne med en korkprop, og jeg er ikke i tvivl om, at jeg nok skal komme videre oven på min nedtur,” siger Anne-Mette Winther Christiansen.

Uafklaret om fremtiden

Om det bliver i politik, at hun atter kommer til overfladen, ved hun ikke: “Jeg er slet ikke i stand til på nuværende tidspunkt at fortælle, om jeg genopstiller ved næste folketingsvalg,” siger hun, der inden hun kom i Folketinget også prøvede lokalpolitik i Ringsted Kommunalbestyrelse.

Så det er nærliggende at spørge, om hun kunne have en interesse i at opstille for Venstre ved Kommunalvalget i 2017 i Norddjurs.

Men heller ikke denne tanke er hun i stand til at forholde sig til.

“Jeg skal finde ud af, hvad jeg skal lave fremover, for lige nu er jeg jo jobsøgende,” siger den læreruddannede Anne-Mette Winther Christiansen.

Det sociale område

Lærergerningen kan hun ikke se sig selv i efter så mange års fravær.

I stedet håber hun, at der kan vise sig muligheder inden for socialområdet.

“Jeg ser nogle muligheder her uden, at jeg kan komme det nærmere, men det er noget jeg skal i gang med at undersøge,” siger den forhenværende MF'er, der har et stort hjerte for frivilligt socialt arbejde.

Lønmæssigt er hun sikret et eftervederlag fra Folketinget på cirka 52.000 om måneden det næste års tid, og derfor har hun god tid til at finde ud af, hvad hun skal lave.

Slut med parløb

Anne-Mette Winther Christiansen har kørt et tydeligt politisk parløb til gavn for Djursland med Socialdemokratiets lokale folketingsmedlem, bysbarnet Leif Lahn Jensen.

“Han fik et flot valg, men nu kommer han til at stå alene, når det gælder Djursland, og det bliver hårdt.”

Anne-Mette Winther Christiansen vil anbefale ham at arbejde på egen hånd i forhold til at være Djurslands stemme.

“Min erfaring siger mig, at det ikke kan være anderledes for Leif, for hvem vil ellers kæmpe Djurslands sag, når de ikke har rod her eller bor i området,” spørger hun.

Leif Lahn Jensen har hun mødt i byen i sommerferien og fået en krammer af.

Han er i fuld gang med den politiske sæson på Christiansborg efter tre ugers sommerferie og kan nu tage sit nye kontor på Borgen i brug. Hans gamle gruppeformandskontor har den ny gruppeformand, Henrik Sass Larsen, overtaget.

Anne-Mette Winther Christiansens gamle kontor er også overtaget af en anden, og spørgsmålet er, om hun nogensinde får kontor på Borgen igen?

Den personlige nedsmeltning, der ramte hende efter 18. juni, har hun tydeligvis ikke lyst til at genopleve.
Korkprop eller ej.