Markant færre ansøgere til Grenaa Gymnasium
Rektor overrasket over den faldende interesse for det almene gymnasium
De midtjyske gymnasier har fået cirka samme antal ansøgere som i fjor.
6.974 unge har søgt ind på de almene gymnasier, mens HF-uddannelserne har fået 1.813 ansøgere og de internationale IB-linjer 224 ansøgere, viser en opgørelse fra Region Midtjylland, der sammen med skolerne har ansvar for at fastsætte kapaciteten og fordele eleverne på skolerne.
Fald på Grenaa Gymnasium
Grenaa Gymnasium oplever et markant fald i antal ansøgere i forhold til 2014. 43 færre ansøgere til det almene gymnasium, 28 færre til HF og 7 færret til den internationale IB-linje.
Rønde Gymnasium oplever en lille fremgang i ansøgerantallet til det almene gymnasium på fire - fra 107 til 111 - og har nu flere ansøgere end Grenaa Gymnasium.
Region Midtjyllands undersøgelse viser, at der stadig er stor tilstrømning til de store bygymnasier, men i forhold til i fjor har flere mindre gymnasier fået pænt med ansøgere. Det gælder gymnasierne i Lemvig, Skanderborg og Odder samt Horsens Statsskole samt det Kristne Gymnasium i Ringkøbing.
Interessen for HF er faldet generelt med 13 procent i Region Midtjylland.
Rigtigt træls
"Det er rigtigt træls og naturligvis et alvorligt problem for os, hvis det her en tendens, der fortsætter," siger rektor Ole Fjord, Grenaa Gymnasium, om det markante fald i antal ansøgere til det almene gymnasium.
Han havde forudset tilbagegangen på HF, hvor Grenaa Gymnasium sidste år oplevede et boom i forhold til trenden, og nu kommer ned på det normale niveau igen.
"Men jeg havde forventet 136-137 ansøgere til det almene gymnasium, og derfor er jeg overrasket, og på stående fod ude af stand til at give en forklaring på nedgangen," siger Ole Fjord.
Det er andet år i træk, at Grenaa Gymnasium går tilbage I 2013 var ansøgerantallet på 161.
"Nu og her får det ikke konsekvenser for os, men fortsætter tendensen gør det naturligvis i forhold til beskæftigelsen. Vi har kunnet køre med en norm, der hedder fem stx-klasser og to hf-klasser pr. årgang. Næste år får vi kun fire stx-klasser, og for hver klasse vi må skære væk, koster det 2,5 lærerkræfter, siger vores regnestykke," forklarer rektor.
Grenaa Gymnasium har 660-670 elever og er netop nu i fuld gang med at udbygge kostafdelingen, der ligger overfor gymnasiet. Ligesom gymnasiet skal til at finde ud af, hvad de tip-top moderne musiklokaler i Grenaa Gymnasiums nyeste tilbygning skal bruges til.
"Vi har ikke snakket strategi endnu, fordi det endnu er så nyt, men musiklokalerne giver os muligheder for måske at tiltrække et nyt publikum," siger Ole Fjord.