Rektor tæt på den allersidste dans
Ole Fjord, rektor på Grenaa Gymnasium siden 1995, går på pension 1. december 2015
Grenaa Gymnasium skal have ny rektor. Den nuværende, Ole Fjord, stopper efter 20 år som rorgænger 1. december 2016.
Den snart forhenværende siger, at han har overvejet nøje det rigtige tidspunkt, og det er kommet nu.
En ny bestyrelse har nu et år på bagen og har vedtaget en ny strategiplan for skolen, og regnskab og budget vil være på plads, så den nye rektor har optimale betingelser for at lære skolens elever og medarbejdere at kende i løbet af foråret.
”Med vedtagelsen af den nye strategiplan har bestyrelsen sat kursen for de næste tre år. Hovedvægten ligger på at arbejde videre med de nicher, som vi har i kraft af IB, kostskole, lektiefrit HF, Sportsklassen på HF og henholdsvis det kreative og det naturvidenskabelige område på STX,” siger Ole Fjord. ”Der er masser af udviklingspotentiale, som en kommende rektor kan kaste sig over."
I den ny strategiplan har bestyrelsen kigget på nogle forhold, som kan pille ved gymnasiets fremtid.
Det gælder ikke mindst den demografiske udvikling på Djursland, der viser mindre ungdomsårgange i en række år fremover. Hertil kommer den kommende gymnasiereform, som: "kan risikere at medføre et fald i elevoptaget på mellem 10 og 30 procent, afhængig af hvilke optagelseskriterier, der fastlægges fra politisk side."
De fire indsatsområder
Da Ole Fjord tiltrådte som rektor i 1995 definerede han fire indsatsområder, som han ville lægge særligt vægt på: udbygning af demokratiet for lærere og elever, pædagogisk udviklingsarbejde, indførelse af IT og internationalisering.
I dag har skolen derfor en udvalgsstruktur, hvor elever, lærere og ledelsesrepræsentanter i fællesskab løbende udvikler og evaluerer undervisningen på STX-, HF- og IB-uddannelserne, skolens fester og cafeer, de internationale aktiviteter, samarbejdet med de lokale folkeskoler, hensigtsmæssig udnyttelse af IT og hvad der nu alt sammen mere indgår i et gymnasium anno 2015.
”Demokratisering og medarbejderinddragelse er en anden ting, som jeg mener har været med til at gøre Grenaa Gymnasium til en god skole med engagement og arbejdsglæde,” siger Ole Fjord. ”Det er jo medarbejdere og elever, der gør en god skole.”
Ros fra medarbejdere
På lærerværelset er der dog bred enighed om, at kompetent ledelse også er væsentligt for at skabe en god skole. Hanne Marie Jensen, lærer på Grenaa Gymnasium siden 1980, siger: ”Med Oles tiltrædelse oplevede man et klart løft i det pædagogiske udviklingsarbejde, et løft der holder helt frem til i dag,” siger hun og henviser til de seneste års udvikling af lektieintegreret undervisning på HF, på STX øget sammenhæng og progression i udviklingen af elevernes skriftlige kompetencer og en fornyet udvikling af skolens globale profil, blandt andet gennem gymnasienetværket ”Globale Gymnasier”.
”Ole interesserer sig for undervisning og pædagogik. Han indgår naturligt i diskussionerne og er en ligeså naturlig del af fællesskabet på lærerværelset,” siger Hanne Marie Jensen, ”men altid med balance i forhold til at han er rektor.”
Styrkeposition
Ole Fjord betragter selv indførelsen af IB-uddannelsen og udbygningen af Kostskolen undervejs med flere og flere elever, som noget af det vigtigste han har været med til i sin periode.
”En stor IB-afdeling og en kostskole med plads til 113 elever peger fremad og antallet af IB- og kostelever er da også steget i år. Det har givet Grenaa Gymnasium en unik styrkeposition, som sikrer et godt elevgrundlag. Det er en rigtig god basis for, at vi fortsat i de kommende år kan have et godt udbud i STX og HF, selvom antallet af unge på Djursland er faldende.”