Klar til miniudgaven af "En Forårsdag i Helvede" i Grenaas gader
Fredag aften bliver der duelleret på enten mountainbikes eller crosscyker i Grenaa Midtby
Fredag 14. august inviterer Grenaa Cykle Club (GCC) igen til MTB-gadeløb i Grenaa Midtby for 13. gang i rap.
Alle over 12 år, der den lykkelige indehaver af enten en mountainbike eller crosscykel kan deltage - men kun hvis de bærer cykelhjelm.
Ruten er en rundstrækning på 5.5 km, som gennemskærer Grenaa Midtby på kryds og tværs.
I lighed med tidligere indeholder ruten en række forhindringer og bump: flere trapper, snævre passager, gårdhaver, parker, paller og mange smalle gangstier.
"Det er en rute, hvor der hele tiden skal bremses ned og accelereres gennem de skarpe sving", siger Jens Erik Jakobsen, der som formand for MTB-udvalget i GCC er hovedansvarlig for gadeløbet.
Ruten skal gennemkøres fem gange før første mand/ kvinde kan køre over målstregen som vinder af løbet.
Trængsel i gaderne
På sædvanlig vis er løbet opdelt i forskellige klasser, men alle starter på samme tid, og det gør i sig selv løbet seværdigt og giver mindelser om "En Forårsdag i Helvede" - Jørgen Leths berømte filmepos fra 1976 om det klassiske cykelløb Paris-Roubaix med den vanskelige passage på glatte brosten på snævre franske landeveje.
De seneste år har omkring 150 lokale og udefrakommende mountainbikere stillet til start i gadeløbet.
"Det giver lidt trængsel i de små gader, når så mange starter på en gang - til gengæld er det meget seværdigt", siger Jens Erik Jakobsen.
Grenaa Cykle Club opfordrer till, at byens borgere igen i år vil stille sig ud på ruten og heppe på de mange deltagere.
Der er tradition for, at Grenaa MTB-gadeløb ikke kun tiltrækker motionister, men også har deltagelse af flere danske MTB-eliteryttere.
Løbet skydes i gang klokken 18.30 ved målområdet i umiddelbar nærhed af løbets hovedsponsor Centrum Cykler - på hjørnet af Smedestræde og Mogensgade.