Brasilianske tryllerier i efterårsferien
Brazil Football College arrangerer Fodbold Camp for unge fra 7. til 10. klasse i skolernes efterårsferie. Campen er for både piger og drenge
Tre dage med fodboldtræning, som de laver det i Brasilien og med brasilianske trænere. Sådan lyder tilbuddet fra Brazil Football College til unge i 7. - 10. klasse på skolerne på Djursland.
Den tre dage lange Fodbold Camp foregår på banerne ved Grenaa Stadion i dagene 12.-14. oktober og er for både piger og drenge.
Campen har overskriften Brazil Skillz, og så ved passionerede fodboldelskere og romantikere, at det er den tekniske fodbold, der er i højsædet i de tre dage.
Brazil Football Colleges kontingent af trænere vil styre alle træningspas og byde ind med koordinationstræning, sprintøvelser og forskellige tekniske øvelser med bolden som redskab.
Futsal og capoeira
"Vi afvikler også en stor turnering undervejs, ligesom deltagerne får mulighed for at prøve kræfter med både futsal og capoeira," fortæller Søren Hoffmann Hansen, der har det daglige ansvar for organiseringen af Brazil Football College, som er startet i regi af Viden Djurs.
Capoeria er en kampkunst og udtryksform, der kombinerer kamp, dans, leg og akrobatik. Det er i sin udførelse en dialog og et spil imellem to aktører eller kombattanter (capoeiristas), som kommunikerer gennem bevægelse, omgivet af deltagere, som synger og spiller i en cirkel (roda) omkring dem.
Capoeira blev skabt i kolonitidens Brasilien, men detaljerne omkring dets præcise oprindelse er stadig til debat blandt capoeira-historikere.
Myten fortæller, at slaverne skabte capoeiraen i et kulturelt fælleskab med det formål at frembringe hurtige og farlige fightere. Kamptræningen blev kamufleret med sang, musik og akrobatik for at skjule kamptræningen for slaveejerne.
Capoeira var forbudt i Brasilien og blev først tilladt i 1937.
I 2009 blev den erklæret til national kulturarv og dyrkes i dag af millioner af mennesker verden over. For nogle en fritidsfornøjelse - for andre en livsstil.
Sociale aktiviteter
"Det sociale vil være i højsædet om aftenen, hvor god grillmad, FIFA-turnering og en tur i svømmehallen, vil danne rammerne for nye venskaber," lover Søren Hoffmann Hansen, der var med til at lave rammerne for Brazil Football College for små tre år siden, da Viden Djurs tog over på fodboldfronten rent uddannelsesmæssigt, da Hessel Fodboldskole gik ind.
Brazil Football College satser målrettet på at få tag i unge talenter på Djursland, der vil kombinere fire ugentlige træningspas med en studentereksamen.
Brasiliansk inspireret fodbold i skemaet
Rønde Efterskole og Brazil Football College i Grenaa har for skoleåret 2015/16 indgået en træneraftale, der indebærer, at Rønde Efterskole tilfører fodboldlinjen ekstra kompetencer. Èn af de faste brasilianske trænere, der er tilknyttet Brazil Football College under Viden Djurs, er blevet fast tilknyttet fodboldlinjen på Rønde Efterskole.
“Den brasilianske spillestil er inspirerende, sjov og underholdende. Man leger og danser med bolden og tror på det umulige,” siger forstander Gorm Skovsgaard. “Vi vil gerne give vores elever en unik fodboldoplevelse, og gøre dem til mere komplette og bedre fodboldspillere. Aftalen med Brazil Football College er endnu et skridt i den retning.”
Målet med ansættelsen styrker specielt den tekniske del af fodboldtræningen på linjen, hvilket falder i god tråd med de perfekte rammer, fodboldlinjen har fået med et topmoderne kunststofanlæg til træning og kamp.