Fortsæt til indhold

Verdens bedste ridder til Vejerslev

Samfund
Arkiv

22. og 23. august er der middelalderdage i den lille landsby Vejerslev. Det foregår i og omkring den gamle klosterkirke.
Det hele starter med buffet lørdag aften i Vejerslev Borger- og kulturhus. Menu og underholdning er inspireret af middelalderen.
Søndag er der igen smagsprøver på mad fra middelalderen, idet Favrskov Middelalderforening sælger mad. Desuden er der et imponerende program hele dagen på markedspladsen. Ramashang spiller og gøgler, historiefortællere beretter om kirken og munkene, vi kan se spinding af garn, flot tøj og våben. For dem, som er mere til skønsang end gøgl, er der gregoriansk korsang med koret Cecilia et Blessius i den gamle kirke, som en gang hørte til klosteret i Vejerslev.

Verdens bedste ridder til Vejerslev

Den største attraktion bliver uden tvivl et riddershow. Det foregår på en mark tæt på markedspladsen. Her vil Ole Ridder fra Viborg, der har vundet titlen som verdens bedste ridder i Canada, optræde med sit riddershow. Det er en times farverigt riddershow med heste og lanser. Inden riddershowet opvisning med en anden våbenart nemlig bueskydning.

Hele dagen er der aktiviteter for børn, pandekageløb med opgaver rundt i byen, prøvning af tøj og udrustninger, skydning med bue og armbrøst.
Tungelundskolens 7. klasse optræder med total teater, hvor temaerne er hentet fra middelalderen. Det hele foregår midt på markedspladsen, der hvor det gamle kloster lå engang.
"Vi prioriterer aktiviteter med foreninger og institutioner i området". Fortæller Annie Nielsen, som er med til at koordinere aktiviteterne. "Ikke mindst vil vi gerne have familierne til at opleve, at der også er noget at komme efter i de små landsbyer", lyder det.

Frivillige og økonomisk støtte

Bag arrangementet ligger mange, mange timers frivilligt arbejde fra borgere og foreninger i området. Arrangementet er et af flere, som foregår i samarbejdet Synlig Sydvest mellem landbyerne Aidt, Borre, Borridsø og Vejerslev. De fire landsbyer har fået støtte af Landsbyrådet Favrskov, Nordea, Menighedsrådet og borgerforeninger og forsamlingshuse i de fire landsbyer.